Sarah Huckabee Sanders, der er pressesekretær i Det Hvide Hus, erkender at have vildledt journalister.

På et pressemøde i Det Hvide Hus i maj 2017 sagde hun, at 'utallige FBI-agenter' havde ringet til Det Hvide Hus og sagt, at de havde mistet tilliden til FBI-chefen James Comey. Der er bare lige et problem.

Udtalelsen var en 'fortalelse', erkender Sarah Huckabee Sanders i Robert Muellers undersøgelsesrapport, der blev fremlagt torsdag.

'Sanders anerkendte over for efterforskerne, at hendes kommentarer ikke var baseret på noget som helst', fremgår det af rapporten.

Pressesekretær Sarah Sanders erkender, at hun ikke har talt sandt på et pressemøde for to år siden.
Pressesekretær Sarah Sanders erkender, at hun ikke har talt sandt på et pressemøde for to år siden. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Rapporten citerer flere af Sanders' udtalelser på pressemøder i sin gennemgang af, hvorvidt Donald Trump forhindrede rettens gang ved at fyre FBI-direktøren James Comey.

»Præsidenten har i løbet af de seneste måneder mistet tilliden til direktør Comey. Medlemmer af Kongressen fra begge partier har gjort det klart, at de har mistet tilliden til ham, og endnu vigtigere har man internt i FBI også mistet tilliden til ham,« sagde hun blandt andet på pressemødet.

En journalist sagde, at han havde hørt fra en FBI-medarbejder, at man internt var kede af, at Comey blev fyret.

»Vi har hørt fra utallige FBI-agenter, der siger mange forskellige ting,« svarede hun.

En anden journalist fra New York Times ville vide, om hun virkelig havde talt med 'utallige FBI-agenter'.

»Sammen med e-mails og sms'er, helt sikkert. Ja,« svarede Sarah Sanders.

»Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en diskussion om hvor mange. Jeg har hørt fra en stor gruppe FBI-ansatte, som siger, at de er meget godt tilfredse med beslutningen,« svarede hun.

Men det var altså, om ikke decideret løgn, så i hvert fald heller ikke helt rigtigt.

Dermed slægter hun chefen lidt på.

En opgørelse, som New York Times løbende opdaterer, viser, at Donald Trump siden sin indsættelse er kommet med 9.500 falske eller misvisende påstande.

Sidste år blev Sarah Sanders selv genstand for en undersøgelse, da Trumps advokat Rudy Giuliani modsagde hendes påstand om, at præsidenten var uvidende om, at der var blevet betalt penge for at dække over hans påståede affære med pornostjernen Stormy Daniels.

»Vi giver den mest fyldestgørende information, vi har på det pågældende tidspunkt,« lød det fra Sanders, da hun på et pressemøde blev spurgt om man egentlig kan stole på, at hun og Trumps regering fortæller sandheden.