To personer, der under skyderi blev såret og anholdt af belgisk politi fredag, er udskrevet af hospitalet.

Bruxelles: Belgiske læger har lappet Salah Abdeslam og en anden mand så meget sammen, at de er udskrevet af et hospital i den belgiske hovedstad, Bruxelles, og nu befinder sig et ukendt sted i politiets varetægt.

- De to mistænkte terrorister har forladt Saint-Pierre-hospitalet, skriver Bruxelles-borgmester Yvan Mayeur på det sociale medie Twitter.

Han skriver ikke, hvor de to er bragt hen.

Den 26-årige Salah Abdeslam, som har marokkanske rødder, var indtil anholdelsen fredag aften den mest eftersøgte mand i Europa.

Han mistænkes for at have medvirket til terrorangrebet i den franske hovedstad, Paris i november i fjor, da 130 mennesker blev dræbt ved skudangreb og selvmordsbomber.

Hans bror var en af dem, der sprængte sig selv og mange andre i døden med en bombe.

Ved anholdelsen blev han lettere såret, siger politiet, og en anden mand, der ved samme lejlighed også blev anholdt, blev også lettere skadet.

Den anden man er ifølge nyhedsbureauet AFP kendt under det falske navn Amine Choukri, og han bruger også et andet falsk, syrisk navn, nemlig Monir Ahmed Alaaj.

Men, skriver nyhedsbureauet, han kan måske også være en mand, der hedder Soufiane Kayal.

Den anholdte har ved en tidligere lejlighed afgivet sine fingeraftryk sammen med Salah Abdelslam.

Det ventes, at de to nu skal igennem afhøringer i forbindelse med Frankrigs krav om at få dem udleveret til retsforfølgelse i det land, hvor det store terrorangreb blev begået 13. november.

Den franske præsident, François Hollande, der fredag var i Bruxelles i forbindelse med EU-topmødet, sagde, at han håber, at udleveringen kan ske "så hurtigt som muligt".

I alt blev fem personer anholdt ved tre politiaktioner i Bruxelles. Også tre personer, der holdt Abdeslam skjult i bydelen Molenbeek, blev anholdt.

Der er fortsat en eftersøgt person fra Paris-angrebet på fri fod.

Det er Mohamed Abrini, der blev optaget på et overvågningskamera med Abdeslam på en tankstation ved Paris to dage før blodbadet.

/ritzau/AFP