FN siger, at strømmen af nødhjælp til det oversvømmelsesramte Pakistan er gået i stå. FN har kun fået tilsagn om to tredjedele af den hjælp, der er behov for.

Nødhjælpsindsatsen i det oversvømmelsesramte Pakistan er spændt til det yderste på grund af katastrofens hidtil usete omfang.

Samtidig er strømmen af international bistand til landet nærmest gået i stå, meddeler FN.

De nu månedlange og katastrofale oversvømmelser har kostet 1760 mennesker livet og berørt i alt 18 millioner mennesker. Otte millioner er helt afhængige af nødhjælp, hvis de skal overleve.

Strømmen af nødhjælp, der til at begynde med gik meget langsomt, tog til i styrke i midten af august. Men i den seneste uge er hjælpen igen gået næsten i stå. FN har kun fået tilsagn om to tredjedele af den hjælp, som verdensorganisationen skønner, at der er behov for.

- Når vi ser på, hvor mange mennesker, der har behov for hjælp, så er denne nødhjælpsindsats af et helt uset omfang. Vi skal nå mindst otte millioner mennesker fra Karakoram-bjergkæden i nord til Det Arabiske Hav i syd, siger Manuel Bessler, der er leder af FN's kontor for humanitære anliggender Ocha.

Verdensbanken besluttede onsdag at øge sit bidrag til Pakistan til en milliard dollar (5,8 milliarder kroner) på grund af truslen mod Pakistans fødevareforsyninger. Oversvømmelserne har ødelagt 3,6 millioner hektar frodig landbrugsjord.

Verdensfødevareprogrammet WFP advarer om, at Pakistan står over for en tredobbelt trussel mod fødevareforsyningen. Både såsæd, afgrøder og indkomster er ramt.

I det sydlige Pakistan protesterede hundreder af sultne og desperate familier mod, at de ingen nødhjælp har fået.

Protesterne kommer på et tidspunkt, hvor Pakistans premierminister, Yousuf Raza Gilani, advarer om, at Pakistan risikerer en inflation på op til 20 procent, lavere økonomisk vækst, tab af arbejdspladser og social uro på grund af oversvømmelserne.

/ritzau/AFP