Harper. Aurora. Dakota. Lindsay. Emily.

Hun er gået under mange navne, men sjældent sit eget. Nu har en australsk kvinde, der er kendt for at lade, som om hun er en ung teenager, angiveligt været på spil endnu en gang.

Det skriver det australske medie news.com.au.

En familie fra Melbourne har meldt til politiet, at den 31-årige Samantha Azzopardi, som tidligere er dømt for blandt andet bedrageri og for at have forfalsket sin identitet, det seneste år har arbejdet hos dem som au pair-pige.

Jazze og Tom Jervis hævder ifølge det australske medie, at Samantha Azzopardi fortalte, at hendes navn var Harper Hernandez.

Gennem de seneste 12 måneder har hun boet hos parret i Brighton East, hvor hun passede deres datter.

Ifølge Jazze Jervis er den 31-årige kvinde nu på flugt, og hun menes at gå under Jazzes identitet, ligesom hun angiveligt har stjålet parrets datters fødselscertifikat.

Det lokale politi oplyser til news.com.au, at man har modtaget flere anmeldelser om bedrageri, som involverer den 31-årige kvinde. Man er nu i gang med at efterforske sagerne.

For to år siden blev Samantha Azzopardis navn nævnt i medier verden over, efter hun var lykkedes med at udgive sig for at være en 13-årig pige, der havde været udsat for seksuelle overgreb.

På den måde endte hun med at blive placeret hos en plejefamilie i Irland og blive indskrevet i en skole, ligesom det skaffede hende en iPad, en mobiltelefon, et rejsekort til det offentlige og sundhedsdækning.

Til sidst blev svindelnummeret dog opdaget, og hun blev idømt et år bag tremmer.

Tidligere har hun også udgivet sig for at være en russisk ballerina, hvis familie døde under tragiske omstændigheder i Frankrig i forbindelse med et massemord, og for at være en prinsesse, der blev skjult af Interpol.