Et helt særligt fotografi af den tyske nazileder Adolf Hitler og en lille pige er tirsdag blevet solgt på en auktion for næsten 60.000 kroner. Pigen på billedet er nemlig ikke hvem som helst.

Rosa Bernile Nienau, der blot var syv år gammel, da billedet blev taget i 1933, var nemlig en jødisk, tysk pige, der fik et helt specielt forhold til den tyske diktator, som var manden bag omkring seks millioner jøders død under anden verdenskrig.

For på trods af at pigen var jøde, så fik Adolf Hitler skabt et stærkt bånd til Rosa Nienau, hvilket også kan udledes af fotografiet, som den tyske nazist har signeret.

‘Den kære og hensynsfulde Rosa Nienau, Adolf Hitler München, den 16. juni 1933,’ skrev han på fotografiet, der er taget af Hitlers officielle fotograf, Heinrich Hoffmann.

Dette fotografi, der aldrig er set af offentligheden før, er blevet solgt på en auktion for næsten 60.000 kroner.
Dette fotografi, der aldrig er set af offentligheden før, er blevet solgt på en auktion for næsten 60.000 kroner. Foto: ALEXANDER HISTORICAL AUCTIONS
Vis mere

Og både selve fotografiet og historien bag kommer som noget af et chok for Bill Panagopulos, der til daglig leder forskellige auktioner.

»Hitler blev ofte fotograferet med børn som et led i sin propaganda. Det chokerende ved dette fotografi er, at det ser ud til, at han tilsyneladende havde en ægte tilknytning til den unge pige. Jeg var forbløffet,« fortæller han til Daily Mail om det unikke billede, der ifølge ham aldrig er blevet set af offentligheden før.

Ifølge auktionens hjemmeside var det Adolf Hitlers og pigens fødselsdag, der bragte de to sammen. De havde nemlig begge fødselsdag den 20. april, og da den tyske diktator fandt ud af det, inviterede han hende og Rosa Bernile Nienaus mor hen til ham.

Hurtigt fandt Hitler ud af, at moren var jødisk, hvilket i nazisternes øjne også gjorde pigen til jøde. Men det forhindrede altså ikke Hitler i at skabe et venskab til pigen, som han også sendte en kopi af fotoet til.

Angiveligt skulle Rosa Bernile Nienau og Adolf Hitler i de efterfølgende år have skrevet til hinanden i 17 tilfælde, inden den unge pige og hendes mor blev bedt om at droppe kontakten af nazilederens private sekretær, Martin Bormann.

Det var dog ikke en ordre, som Hitler var specielt glad for.

'Der er mennesker, der har et sandt talent for at ødelægge enhver glæde', mindes fotografen Heinrich Hoffmann, at Hitler skulle have sagt til ham. Det fortalte han i sin bog ‘Hitler var min ven’.

Rosa Bernile Nienau overlevede ikke krigen og døde som 17-årig af virussygdommen polio.