I disse dage mødes World Economic Forum i Davos i Schweiz, hvor 2.700 førende repræsentanter fra blandt andet politik og erhvervslivet skal diskutere, hvordan de kan gøre kloden til at bedre sted.

De er dog ikke de eneste, som valfarter til skisportsstedet. Det gør de luksusprostituerede også.

Allerede i 2020 kunne The Times fortælle, at mindst 100 sexarbejdere blander sig med eliten, og i år er billedet ikke anderledes. Blandt dem er 36-årige tyske Salomé Balthus, som først skrev om sin tilstedeværelse i Davos på Twitter.

»Dating i Schweiz under World Economic Forum er at stirre ned i løbet på sikkerhedsvagternes våben i hotellets korridor klokken to om morgenen, før du deler den chokolade, der gives væk fra restauranten med dem og sladrer om de rige,« skrev hun.

Overfor mediet 20minuten har hun sat flere ord på, hvordan hun endte til den magtfulde konference.

»Det var ikke meningen, at jeg skulle hertil. Jeg var til Zürich Filosofifestival, da jeg tilfældigvis blev hentet hertil,« forklarer hun.

Opholdet i Davos blev da også ganske kort, fortæller hun til norske Børsen, da hun kun havde én klient. Hun vil ikke fortælle, hvem det var, eller hvor meget hun tjente, men at det altid er lukrativt.

Én faggruppe, som hun ikke mener gør brug af sexarbejdere i Davos, er politikerne.

»Det er ikke særlig magtfulde mennesker, der bestiller sexarbejdere. Jeg tror ikke, at politikere køber sex, fordi risikoen er for høj. Jeg tror også på, at politik dræber kroppen, og det er ikke et godt match med erotik. Mange politikere vil have mere magt, mere netværk og jeg tror, ​​de glemmer deres kroppe i al stressen,« siger hun.

Hun giver heller ikke meget for dem, der mener, at de rigeste udnytter hendes faggruppe.

»Så ville enhver direkte ydelse være udnyttelse. Jeg foretrækker at tage penge fra de rige end fra de fattige.«

En fordom hun ofte møder er, at de rigeste er rene sexmonstre, som det eksempelvis er portrætteret i den norske successerie 'Exit'.

Denne teori kan hun dog også skyde ned.

»At de rige og magtfulde misbruger og voldtager kvinder der (i Davos, red.), tror jeg er en myte. Det har altid været sådan, at der hvor pengene er, hvor de magtfulde mennesker mødes, det er der sexarbejdere kommer.«

20minuten talte i sidste uge med escortbureau, som allerede før topmødet havde fået 11 reservationer og 25 henvendelser fra personer, som ville deltage.