Lyt til artiklen

Allerede i begyndelsen af december opdagede kinesiske sundhedsmedarbejdere den første person, der var smittet med coronavirussen.

Siden har coronavirussen spredt frygt over hele verden, mens antallet af smittede og døde vokser dag for dag.

Kina er blevet mere og mere isoleret. Flyselskaber i hobetal indstiller alle afgange til landet, og millionbyer ligger øde hen.

Men nu tyder det på, at reaktionen kommer alt for sent. Og at de kinesiske myndigheder modarbejdede og mørklagde sundhedsfolks arbejde med virussen, da den først blev opdaget.

Det kan New York Times afdække efter grundigt og omfattende arbejde med dusinvis af kilder i virussens epicenter, Wuhan.

Mørklægningen og regeringens pres på sundhedsvæsenet viste sig, da en læge på et hospital i Wuhan 30. december behandlede en skræmmende virus hos en patient, der med det samme blev sat i karantæne.

Lægen forsøgte at advare andre på hospitalet ved at skrive det i en onlinechat. Ifølge New York Times svarede en medicinstuderende, at det var skræmmende. Og fulgte så op med det nærmest profetiske spørgsmål:

»Kommer SARS tilbage?«

Det faldt ikke i god jord hos myndighederne, at lægen havde kommunikeret om den særligt syge patient. Samme nat blev han opsøgt af højtrangerede personer fra de lokale sundhedsmyndigheder.

Og tre dage senere tvang politiet ham til at underskrive en erklæring, hvor han indrømmede, at hans besked havde været »ulovlig opførsel«.

New York Times har rekonstrueret de tidlige dage efter de første tegn på smitten i december. Rekonstruktionen viser ifølge mediet, at de kinesiske myndigheder lukkede munden på læger, hvis de hejste det røde flag.

Og at myndighederne underspillede faren over for befolkningen.

Det er bredt anerkendt, at coronavirussen opstod på et madmarked i Wuhan.

Myndighederne lukkede godt nok madmarkedet.

Men de fortalte offentligheden, at det blot var på grund af renovering, og undlod at fortælle, at markedet kunne være arnestedet for en sjælden ny og drabelig virus.

Også i medierne afviste myndighederne, at der var sandsynlighed for, at sygdommen ville sprede sig.

Politiet fortalte endda, at de efterforskede otte personer for at sprede rygter om udbruddet.

Der er er kun sparsomme oplysninger om den første smittede person. Men det står ifølge New York Times klart, at det skete i de første dage af december.

Men da myndighederne endelig tog omfattende skridt for at forhindre virussens spredning, viste kalenderen den 20. januar 2020.

Mørklægningen, modviljen og den langsomme handling har medført, at Kina forspildte sin chance for at forhindre virussen i at blive en epidemi, skriver mediet.

Og nu er lande over hele verden gået i alarmberedskab efter over 300 dødsfald og 12.000 smittede.