Den spektakulære sag om den amerikanske udvekslingsstuderende Amanda Knox, der sammen med sin italienske ekskæreste sad uskyldigt fængslet i fire år i Italien for mord, får nu en ny udvikling.  Nu har ekskæresten søgt millionerstatning.

I fire år sad italienske Raffaele Sollecito og hans amerikanske ekskæreste Amanda Knox - også kaldet 'Foxy-Knoxy i medierne - fængslet i Italien for mordet på den britiske Meredith Kercher. Et mord, de ikke havde begået. Men der skulle gå otte år, før parret blev endeligt frikendt i den spektakulære og yderst mærkværdige sag.

Nu kræver Raffaele Sollecito en million erstatning for de tabte år af sit liv. Det skriver The Telegraph.

Ifølge den britiske avis har den nu 30-årige Raffaele Sollecito nemlig krævet en erstatning på ikke mindre end 516.000 euro svarende til 3,8 millioner kroner..

Ifølge familien vil pengene dog kun være et plaster på såret:

»Intet eller ingen kan give os det tilbage, som Raffaelle mistede i de fire år, som han tilbragte i en celle,« udtaler hans far, Francesco Sollecito, til det italienske nyhedsbureau Ansa ifølge The Telegraph.

Sagen om Raffaele Sollecito, Amanda Knox og den dræbte Meredith Kercher går tilbage til 2007, hvor Knox og Kercher begge var udvekslingsstuderende i den italienske by Perugia.

De to unge kvinder boede sammen i en lejlighed indtil den 2. november 2007, hvor Meredith Kercher blev fundet dræbt med halsen snittet over i en sø af sit eget blod på sit værelse.

Amanda Knox og Francesco Sollecito, der på det tidspunkt var kærester, blev anholdt og sigtet for mordet. Politiet mente, at de havde deltaget i en sexleg med Kercher samt en fjerde person. Den fjerde person skulle have været den afrikansk fødte Rudy Guede, som Kercher var venner med.

Den unge brite var blevet voldtaget og stukket med knive over 40 gange. Og i 2009 blev Knox og Sollecito idømt hhv. 28 og 25 års fængsel for mordet. To år senere blev samtlige anklager dog trukket tilbage, og dommen blev annulleret.

Amanda knox kunne endeligt forlade Italien og tage hjem til USA, og Sollecito kunne ligeledes føle sig som en fri mand.

21-årige Meredith Kercher blev dræbt under et udvekslingsophold i Italien i 2007.
21-årige Meredith Kercher blev dræbt under et udvekslingsophold i Italien i 2007. Foto: PIETRO CROCCHIONI
Vis mere

Men friheden varede kort. For i 2014 blev de dømt skyldige igen i en ankesag. Også den sag blev anket - og sendt til den italienske højesteret. Og i marts 2015 kom den endelig dom - Knox og Sollecito blev endeligt frifundet, mens Rudy Guede forblev dømt og fængslet for mordet. Han afsoner nu en dom på 16 års fængsel.

Knox var jublende glad, da hun blev frikendt:

»Jeg er enormt lettet og taknemmelig for beslutningen fra højesteret,« sagde hun efter dommen.

Efter den første frikendelse tog Amanda Knox hjem til sin hjemby Seattle i USA, hvor hun siden har fået sig et arbejde som journalist på en lokal avis.

Amanda Knox og Raffaele Sollecito stoppede med at være kærester efter anholdelsen. Rafaelle Sollecito fortalte i 2015 til people.com, at han havde fået en ny kæreste, og at han ønskede at se fremad, så han ikke længere ville være kendt som Amanda Knox's ekskæreste.

Han fortalte også, at hans fremtidsplaner var at rejse til Japan og blive spil-udvikler.

Og hvis han får tilkendt den store erstatning, som han har søgt om, så vil hans økonomiske fremtid nok se lidt lysere ud. Ifølge Sollecitos far skal pengene nemlig blandt andet bruges på de regninger til advokater, som har hobet sig op efter de lange retssager.

Beløbet på 516.000 euro er det højeste, som man kan søge ifølge italiensk lov, skriver The Telegraph.