To gange blev hun kendt skyldig i det bestialske drab på sin værelseskammerat. To gange blev hun frifundet for det igen. Nu fortæller amerikanske Amanda Knox om, hvordan det er at forsøge at vende tilbage til et normalt liv og finde kærligheden igen, mens man endnu lever i skyggen af drabssagen, som altid vil være forbundet med hendes navn.

Det hele begyndte den 2. november 2007 i byen Perugia i Italien.

Den dag fandt den amerikanske udvekslingsstuderende Amanda Knox sin britiske bofælle Meredith Kercher brutalt dræbt. På væggen var et blodigt håndaftryk, og den unge kvindes bh var revet i stykker.

Mindre end en uge senere blev Amanda Knox anholdt sammen med sin daværende kæreste - italienske Raffaele Sollecito - for at have stået bag drabet. I medierne blev den amerikanske kvinde fremstillet som en 'sexgal hundjævel' og kaldt 'Foxy Knoxy', ligesom det kom frem, at hun under et forhør med politiet havde forklaret, at hun måske havde været til stede, da drabet fandt sted, og at hun angiveligt kunne huske Merediths skrig. Derudover fandt flere det mærkeligt, at hun og ekskæresten angiveligt havde stået og kysset kort tid efter, at liget af hendes værelseskammerat var blevet fundet.

Få dage efter anholdelsen af det daværende kærestepar blev også manden Ruby Guede anholdt, da man fandt spor af ham i huset. Han forklarede, at han havde set en silhuet af den person, der havde slået Meredith ihjel, men at han ikke selv var den skyldige. I begyndelsen forklarede han også, at Amanda Knox ikke havde noget med sagen at gøre, men under retssagen ændrede han forklaring og sagde, at den amerikanske kvinde havde været til stede, da drabet skete.

I 2009 blev Amanda Knox kendt skyldig i drabet og blev idømt 26 års fængsel. Raffaele Sollecito fik 25 år, mens Ruby Guede blev dømt 30 års fængsel. Man mente, at de tre slog Meredith ihjel, fordi hun afslog at deltage i en sexleg.

To år senere blev parret frifundet, da dommen bliver omstødt. Beviserne var ikke tilstrækkelige, lød begrundelsen, idet der var beviser på, at politiet havde kontamineret gerningsstedet og bevismaterialet med dna-spor, fordi de ikke havde beskyttet sig korrekt med beskyttelsesdragter. I 2013 blev sagen genåbnet, og Amanda og Raffaele blev endnu engang fundet skyldige, fordi der var tekniske fejl i omstødelsen.

I 2015 afgjorde Italiens højesteret, at de to var uskyldige. Retten fandt flere alvorlige fejl i efterforskningen og mente, at medieopmærksomheden havde skabt behovet for at finde nogle skyldige. Domstolen afgjorde, at beviserne pegede på Rudy Guede som den eneste gerningsmand. Amanda og Raffaele blev renset og frikendt.

Det var dog ikke nemt for Amanda Knox at vende hjem til en hverdag igen i USA.

Det fortæller hun i et interview med det amerikanske magasin People.

»Da jeg først kom hjem, var jeg bange for, at anklagemyndighedens narrativ for evigt ville begrænse og definere mig,« siger Amanda Knox, der i dag er 30 år.

»Jeg fik at vide, at det bedste scenarie for mig højst sandsynligt ville være at skrive min historie og derefter forsvinde. Uanset om jeg fortjente det eller ej, så der var intet, jeg kunne gøre udover at acceptere, at folk ville se mig og opfatte mig som pigen, der var anklaget for at have dræbt sin værelseskammerat, og at jeg blev nødt til at leve mit liv på den måde. Jeg kan ikke fortælle, hvor taknemmelig jeg er for, at det ikke endte sådan,« tilføjer hun.

Efter at være blevet frifundet første gang flyttede Amanda Knox tilbage til Seattle i USA, hvor hun færdiggjorde sin universitetsuddannelse og fik en klumme i avisen West Seattle Herald, hvor hun skrev om kunst. Samtidig begyndte hun at bruge sin historie til at hjælpe andre ved at sætte fokus på sager, hvor folk bliver uskyldig dømt.

Kærligheden havde hun dog opgivet at finde.

I hvert fald lige indtil hun mødte forfatteren Christopher Robinson til en bog-reception.

Til People fortæller han, at han nok var den eneste person til stede, der ikke rigtigt vidste, hvem Amanda Knox var eller kendte hendes historie. Nogle dage senere mødtes de to igen, da Amanda Knox tog hjem til ham for at interviewe ham.

»Så drak vi whisky og så 'Star Trek',« husker Christopher Robinson.

Da de sagde farvel til hinanden, sagde han, at han troede, Amanda kunne være en, han gerne ville være ven med. For Amanda var det en 'fantastisk oplevelse', fordi det var første gang, efter hun var kommet hjem, at nogen på den måde ønskede at lære hende at kende.

I slutningen af 2015 begyndte de at date, og sidste år flyttede de sammen i Seattle. Nu taler de om at få børn sammen.

»Jeg ser frem til den del af mit liv, som jeg altid tog for givet som barn, og som jeg blev nødt til at give slip på i fængslet,« siger hun til People.