Få uger før sin skrækkelige blodrus undersøgte Breivik forholdene på Utøya og i Oslo.

Der var sol, sommer og masser af feriegæster på kajen i Utvika, da Anders Behring Breivik forberedte sit massemord på 69 unge mennesker på Utøya 22. juli i år.

Få uger før han gik amok i sin vanvidsmassakre, besøgte han området omkring øen for at undersøge forholdene.

- Han har selv oplyst inden afhøringerne, at han var i Utvika på inspektion nogle uger i forvejen, siger politiadvokat Pål-Fredrik Hjort Kraby til den norske avis VG.

Der er dog endnu ingen vidner, der har henvendt sig og sagt, at de har set ham på stedet på det tidspunkt, men politiet tror på, at Breivik taler sandt.  

Efterforskningen har endnu ikke afsløret, hvorvidt Breivik fik fat i en båd eller på anden måde sneg sig i land på selve Utøya. På fastlandet ligger blandt andet kajen, hvor M/S Thorbjørn lægger til og Utvika camping.

Det var netop ved haven-kajen, Breivik parkerede 22. juli og udgav sig for at være politibetjent overfor arrangørerne fra AUF.
 
I sit manifest forklarer Breivik udførligt, hvad han foretog sig de sidste 82 dage før terrorangrebet. De ting, som indtil nu er blevet efterprøvet, har i store træk vist sig at være sande.
 
Han skriver i manifestet, at han brugte den første weekend i juli på at rekognosere i både regeringskvarteret og på Utøya.

Han gennemgår ruten og kører ud til målene med bil for at kunne plotte ankomststederne ind på GPS'en.

Da han kom hjem, gik han ud og spiste middag med sin mor. Senere på aftenen mødtes han med en ven og drak kaffe.

Turene til Utvika og Oslo centrum var det siddste, Breivik gjorde, før han isolerede sig på gården for at forberede sine våben.