Som B.T.s rejsende, internationale korrespondent kommer jeg vidt omkring.

Det betyder også, at jeg kommer igennem rigtig mange lufthavne, og her, kort før sommerferien er over os, må jeg desværre meddele, at danskerne lige så godt kan forberede sig på meget lange køer og ofte relativt dårlig behandling.

For nogle uger siden stod jeg i en nærmest latterligt lang kø før sikkerhedstjek i Orly Lufthavn i Paris. Jeg var i rigtig god tid, og alligevel nåede jeg kun mit fly ved at halse afsted gennem lange lufthavnsgange. Noget lignende har jeg desværre prøvet alt for mange gange de sidste måneder.

Det skyldes, at lufthavnene rundt om i verden næsten har været lukket helt ned i flere år. Lufthavnene har derfor afskediget masser af lufthavnspersonale, og nu, hvor de gerne vil hyre dem igen, er der akut mangel på arbejdskraft.

Heathrow-lufthavnen i London har været ramt af meget lange sikkerhedskøer gennem længere tid.
Heathrow-lufthavnen i London har været ramt af meget lange sikkerhedskøer gennem længere tid. Foto: GUY FAULCONBRIDGE
Vis mere

Her i Storbritannien står det helt galt til.

Masser af rejsende fortæller, at de misser deres fly, selvom de var i lufthavnen til tiden. Min kone stod forleden i kø i næsten to timer, da hun mellemlandede i Heathrow.

Selvom både flyselskaber og lufthavne nu hyrer alt, hvad de kan, så er de for sent ude, og problemerne vil formodentlig fortsætte det meste af sommeren.

Hvis man allerede har booket sin sommerferie, så er der ikke andet at gøre end at sørge for at være i lufthavnen i urimeligt god tid. Det er langtfra den optimale måde at starte sin ferie på, men det er dog meget bedre end at stå med en topstresset familie og febrilsk forsøge at overtale nogle til at måtte springe over i køen.

Og ja, det hedder sig, at flyselskaberne venter på en, men det er desværre ofte ikke tilfældet. Det er muligt at søge om erstatning, men det er langtfra sikkert, at man får den.

Her er et par tips fra en erfaren rejserotte:

Forsøg at undgå de største lufthavne. Presset på lufthavnene er stort, alle steder, men særligt knudepunkter som London, Paris og Amsterdam er hårdt ramt. Det er svært at finde direkte fly til mange destinationer netop nu.

Også Københavns Lufthavn i Kastrup har i øjeblikket store problemer med meget lange køer.
Også Københavns Lufthavn i Kastrup har i øjeblikket store problemer med meget lange køer. Foto: Lea Meilandt Mathiesen
Vis mere

Forleden måtte jeg flyve over Luxemburg for at komme til London. Jeg har boet i London i mere end tyve år, men det har jeg aldrig prøvet før. Det var til gengæld en positiv oplevelse. Der var ingen køer i Luxemburg, og da vi fløj til den lille City-lufthavn i London, gik det også hurtigt med at komme ud af lufthavnen. Kig efter de lidt mærkelige mellemlandinger. Det kan godt være umagen værd.

Flyv i de stille timer. Der er kæmpe pres på lufthavnene om morgenen, hvor både lavprisselskaber og de lange ture over Atlanten finder sted. Der er også tryk på sen eftermiddag og tidlig aften. Men midt på dagen og sent om aftenen er det langt mere roligt. Hvis det er muligt, så vil jeg anbefale, at man søger væk fra myldretiden.

Overvej at tilkøbe fast track gennem security. Ofte er det muligt, selv med lavprisselskaber. Normalt kan såkaldt speedy boarding være en god idé, fordi man kan være sikker på, at der er plads til ens håndbagage i flyveren.

Men sådan som sikkerhedskøerne er nu, vil jeg anbefale, at man i stedet overvejer at bruge de ekstra cirka 100 kroner, det koster at sikre sig hurtig adgang gennem sikkerhedskontrollen. På den måde ved man, at man når sit fly, og det er trods alt det vigtigste.

Og så er der det med roen i maven. Her vil jeg anbefale en britisk keep-calm-and-carry-on-tilgang. Forsøg at tage hele forløbet med knusende ro. Jeg ser meget ofte folk i tårer, der enten er ved at miste deres fly eller måske har mistet det. Men det hjælper ikke at blive stresset eller aggressiv, tværtimod.

Det sidste lidt politisk ukorrekte råd er at tage en stor sjus, når man endelig er ombord.

Det kan ses som en belønning for strabadserne i lufthavnen, og det gør flyveturen meget rarere. I mit tilfælde virker det også som sovemedicin.

De første 20 minutter bliver jeg lidt opstemt, og så plejer jeg at få mig en lur. Jeg bilder mig ind, at sjussen er med til at sikre denne, og det gør midtersædet i det overfyldte fly noget lettere at administrere. God rejse!