Mon Boris Johnson havde noget, han skulle nå?

Tv-seere i Storbritannien kunne i hvert fald se og bemærke, at den nu tidligere premierminister tirsdag havde noget mere travlt end sin kone med at komme væk fra Downing Street og over i en ventende bil.

Efter at have holdt sin sidste tale tog Boris Johnson sin kone Carrie i hånden og begav sig afsted igennem en folkemængde af embedsmænd og konservative politikere.

Og det var helt tydeligt, at Carrie Johnson gerne ville hilse på og tage afsked med en række af de fremmødte.

Boris Johnson så derimod langt mere målrettet ud, og han gik forrest med Carrie Johnson i hånden igennem forsamlingen. Ganske symbolsk, mener B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Boris Johnson har travlt. Han ønsker definitivt ikke at blive set på som en fortidens mand. Han vil videre,« siger Jakob Illeborg.

»Han føler sig uden tvivl forrådt. Ikke af de mennesker, der var mødt op, for det var hans støtter. Men af andre. Og nu vil han vise, at han langtfra er færdig,« vurderer Jakob Illeborg desuden.

Allerede nu har britiske medier spekuleret i et muligt comeback i toppolitik for Boris Johnson.

»Lige nu venter en lukrativ og travl tid for Boris Johnson, som formentlig i første omgang vil vende tilbage til livet som politisk kommentator og samtidig skrive en bog om sig selv og sin karriere,« siger Jakob Illeborg, som også nævner, at Boris Johnson allerede er hyret som gæstetaler hos adskillige amerikanske universiteter.

»Men på sigt tror jeg også, at han pønser på et comeback. Og det er i det lys, vi skal se hans tv-optræden i dag. Han signalerer, at han har tænkt sig at plotte en rute tilbage til toppolitik,« mener Jakob Illeborg desuden.

Jakob Illeborg er sikker på, at vi ikke har set det sidste til Boris Johnson i britisk politik.

»Han er slået hjem. Men han er ikke slået. Han har været en korkprop i hele sin karriere, der sandt for dyden har været fyldt med skandaler. Han vender altid tilbage, og det vil han også gøre denne gang,« spår Jakob Illeborg.