11-årige Oscar blev voldtaget af en klassekammerat i et frikvarter.

Heldigvis blev overgrebet opdaget af en lærer, som kom drengen til undsætning, men drengens rædsler er ikke slut endnu.

Gerningsmanden er nemlig en klassekammerat, som han fortsat skal gå i klasse med. 

Den svenske dreng bor i en by et sted i Skåne, og den rystende sag om overgrebet – og ikke mindst – skolens efterfølgende håndtering af sagen, er blevet afdækket af avisen Aftonbladet.

Her fortæller Oscars mor om sine frustrationer og utilfredshed med skolens behandling af sagen. 

»Min dreng nægter at gå i skole efter det, der er sket. Men skolen lytter ikke. De truer mig med at melde mig til socialforsorgen, fordi han bliver hjemmepasset,« siger moderen.

Både hun og Oscar fremstår anonyme i artiklen. Oscar er ikke drengens rigtige navn. Mor og søn optræder dog på fotos og video i artiklen i maskeret form. 

Foran moderen på køkkenbordet ligger den rapport om krænkelsen, som skolen har udarbejdet. 

Her fremgår det ifølge Aftonbladet, at skolen vurderer hændelsen som »et direkte overgreb.«

Efter overgrebet blev drengen bag voldtægten sendt hjem på ubestemt tid, men bare to uger efter var han tilbage i klassen.

Sagen er også meldt til politiet, men fordi gerningsdrengen er under 15 år, kan han ikke retsforfølges. 

»Men to uger senere kom min dreng hjem fra skole. Han var ked af et og bange. 'Mor, du lovede mig, at den anden dreng ikke ville være i skole, men i dag var han det,' fortalte han mig.«

Oscars mor forstår ikke, hvordan skolen kan tvinge hendes søn til at sidde i samme klasselokale som overgrebsmanden.

»Jeg genkender ikke min dreng efter det, der skete. Han plejede at være så fuld af liv. Nu har han mareridt og panikanfald. Han viser symptomer, der ligner ptsd,« fortæller hun. 

Aftonbladet har talt med både skolen og de kommunale myndigheder, som ikke vil kommenterer sagen af hensyn til deres tavshedspligt.