Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Allerede 11. marts kom de første meldinger.

Rygterne havde svirret på sociale medier inden. Noget var under opsejling internt i Rusland. Krigen i Ukraine gik ikke, som den skulle. Nogen skulle have skylden.

Og det skal være kommet, da chefen for FSB-enheden Den Femte Service, Sergej Beseda, med sin højre hånd blev anholdt og sat i husarrest.

Blot to uger inde i Ruslands invasion. Noget gik tydeligvis ikke efter planen i Putins hoved.

Lige netop Den Femte Service i FSB står for udenlandske efterretninger. Og op til krigen i nabolandet havde fokus specifikt været på Ukraine.

De prominente anholdelser er ikke blevet bekræftet officielt fra russisk side. Men til flere udenlandske medier, heriblandt Wall Street Journal, har amerikanske topembedsmænd uden for citat bekræftet historien.

Men hvad var de anholdtes store brøde?

De skal have givet Putin og andre russiske topfolk et billede af, at Kyiv kunne indtages på få dage, samt at det ukrainske folk ville modtage og hylde den russiske hær som befriere.

Det præcis modsatte er sket.

»Der er tydeligvis ting, der ikke er gået, som Putin havde regnet med. Og man leder efter syndebukke,« siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved DIIS.

Han har også hørt om anholdelserne i FSB, som tidligere hed KGB. Og han er egentlig ikke så overrasket, hvis det er sandt.

»Det var tydeligt at se, hvordan chefen for hele FSB var nervøs ved mødet i Putins nationale sikkerhedsråd kort inden invasionen. De har muligvis givet Putin dårlige efterretninger, malet et skønmaleri af det, man ville møde i Ukraine,« siger Flemming Splidsboel.

Han bakkes op af militærekspert Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet.

»Man kan tænke sig til, at efterretningerne har været dårlige før invasionen. Man har fejlvurderet, hvor velkommen man var,« siger han.

Egentlig er det ikke en overraskelse.

For allerede inden krigen var USA ude med overraskende mange meldinger om Ruslands parathed til at gå ind i Ukraine.

En af de ting, som Rusland ikke var klar på – lød det – var på efterretningsfronten.

»USAs udenrigsminister Blinken sagde inden krigen, at man regnede med, at Putin var dårligt forberedt,« forklarer Flemming Splidsboel således.

Selvom Beseda og hans højre hånd i Den Femte Service umiddelbart har fået skylden for de elendige efterretninger op til krigen, er det ikke utænkeligt, at den i virkeligheden ligger et helt andet sted.

Hos Putin selv.

Det skyldes det regime af frygt, den russiske præsident har skabt omkring sig. Det forklarer en tidligere CIA-agent og medlem af det amerikanske nationale sikkerhedsråd til Wall Street Journal.

»Det er svært at forestille sig, at selv en top-efterretningschef, der taler med Putin, ikke ville fortælle Putin, hvad han ønsker at høre – specielt hvis det er noget, Putin tror fuldt og fast på, som det var tilfældet med Ukraine,« siger Jeffrey Edmonds til avisen.

Fortsat går den russiske invasion af Ukraine trægt. Og derfor kan der komme flere anholdelser af prominente folk i den russiske top på vej.

Og det skal ifølge mediet Bellingcat allerede være sket. Således kunne mediets journalist Christo Grozev tidligere skrive:

»Tre uafhængige kilder fortæller, at vicechefen for Ruslands Rosgvardia (en enhed i Ruslands hær, der har lidt enorme tab i Ukraine), general Roman Gavrilov, er blevet anholdt af FSB.«

Andre læser også