Boris Johnsons karriere er i den grad på vippen. En katastrofal uge for premierministeren gør, at han i disse timer kæmper for sit politiske liv i London.

Premierministeren blev tirsdag beskyldt af sin tidligere, tætteste rådgiver for at lyve for parlamentet.

Dominic Cummings, der var chefstrategen bag både Brexit og Johnsons imponerende valgsejr i 2019, skrev i sin blog, at han er villig til under ed at bekræfte, at Boris Johnson ikke bare kendte til den nu famøse havefest dagen før prins Phillips begravelse midt under en hård covidnedlukning i 2020, men at Boris godkendte den.

Dominic Cummings siger, at han diskuterede den planlagte fest, hvor 100 mennesker var inviteret, og fik at vide, at de skulle medbringe deres egen spiritus. Cummings advarede premierministeren om festen, men Boris ville ikke høre på advarslerne, siger han.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker den politiske krise fra London.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker den politiske krise fra London.
Vis mere

Hvis en premierminister lyver for parlamentet, så er det kutyme at trække sig. Det bekræftede en række førende konservative tirsdag – men Boris Johnson nægter at udtale sig om, hvorvidt han faktisk vil trække sig, hvis han bliver taget i at have løjet.

Ved Prime Ministers Question – den ugentlige holmgang i parlamentet – hånede oppositionsleder Keir Starmer Boris Johnson med dennes påstand om, at han intet vidste om havefesten.

»Premierministerens forklaringer bliver mere og mere fantasifulde. Hvis hans sendte udlægning skal tages til troende, så indebærer det, at hans ansatte lyver om, at de advarede ham mod havefesten, Er det mon troværdigt?« spurgte Labourleder Keir Starmer.

Premierministeren, der har benyttet covid i inderkredsen til at gå i flyverskjul den sidste uge, blev tirsdag interviewet af Sky News, hvor han forsøgte igen at undskylde uden at ville påtage sig ansvar, og fortsatte dermed ned ad det spor.

Boris Johnson og hans særlige rådgiver, Dominic Cummings, der var chefstrateg bag Johnsons største sejre, men som nu kan blive hans nemesis.
Boris Johnson og hans særlige rådgiver, Dominic Cummings, der var chefstrateg bag Johnsons største sejre, men som nu kan blive hans nemesis. Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

»Jeg kan kategorisk sige, at ingen havde fortalt mig, at det var imod reglerne, og jeg kan ikke forestille mig, hvorfor det fik lov at finde sted, hvis det var,« sagde premierministeren.

Boris Johnson er blevet beskyldt for at forsvare sig som et barn, der har gjort noget forkert. I parlamentet onsdag sagde Labours Diane Johnson:

»Mon ikke det er tid til at trække sig, når premierministeren forsøger at redde sit skin ved at overbevise befolkningen om, at han ikke er uhæderlig, men bare dum?«

Lige før holmgangen i parlamentet lod Christian Wakeford fra de konservative forstå, at han hopper skib og nu bliver Labour-medlem. Wakeford er valgt ind i Nordengland, et traditionelt labourområde, som det lykkedes Boris Johnson at erobre ved valget i 2019.

Og det er ikke det eneste problem med Nordenglands konservative, Boris Johnson har lige nu. En gruppe af konservative parlamentarikere mødtes tirsdag aften for at diskutere, hvordan de kan bringe premierministeren til fald.

Boris Johnson lignede en slagen mand under et interview med Sky News tirsdag.
Boris Johnson lignede en slagen mand under et interview med Sky News tirsdag. Foto: POOL
Vis mere

Det kræver 54 konservative, underskrevne breve til partiet at fremprovokere et mistillidsvotum, og de konservative rebeller er overbeviste om, at de har tilslutning nok.

Det var ellers forventet, at man ville vente med et eventuelt opgør, indtil en rapport bestilt af Boris Johnson konkluderer. Men så ophedet er stemningen nu, at mange konservative altså overvejer at smide deres leder på porten allerede nu.

Men stemningen i partiet er lige nu så kaotisk, at det er svært at overskue, hvad der rent faktisk kommer til at ske de næste timer og døgn.

På trods af gentagne opfordringer om at trække sig som premierminister i parlamentet onsdag, så er der intet, der tyder på, at Boris Johnson er til sinds at gøre dette.

Andre læser også