Ryanair kommer til at modtage færre Boeing-fly end forventet i slutningen af juni, hvilket kan få selskabet til at skære i afgangene på den normalt mest travle tid på året.

Sådan lød det fredag fra flyselskabets administrerende direktør, Michael O'Leary.

Dermed er Ryanair det første flyselskab i Europa til at advare om konsekvenserne af den tiltagende krise hos flyproducenten Boeing, der er under skærpet tilsyn fra myndighederne. 

»Vi ved ikke rigtigt, hvor mange fly vi får fra Boeing,« sagde O'Leary på et pressemøde.

Michael O'Leary, administrerende direktør i Ryanair, er stærkt utilfreds med flyproducenten Boeing.
Michael O'Leary, administrerende direktør i Ryanair, er stærkt utilfreds med flyproducenten Boeing. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det betyder også, at billetpriserne kommer til at stige, advarer han om.

»Billetpriserne i sommeren 2024 kommer til at stige igen i forhold til sommeren 2023. Vores gennemsnitlige flypriser i sommeren 2023 steg med 17 procent,« fortæller han ifølge The Independent:

»Vi tror ikke, at vi kommer til at se den slags tocifrede prisstigninger i år. Vi laver vores budgetter baseret på en prisstigning på fem til 10 procent, hvilket for mig føles rimeligt. Det kan blive højere end det, det kan blive lavere end det, vi ved det ikke rigtigt.«

Topchefens kommentarer på situationen er først blevet offentliggjort natten til mandag dansk tid.

»Vi er ret sikre på, at vi får mellem 30 og 40. Vi er temmelig sikre på, at vi får mellem 40 og 45. Vi er nu meget mindre sikre på, at vi får mellem 45 og 50.«

Ryanair har bestilt 57 Boeing Max 8200 fly til levering i slutningen af april.

Men for en uge siden sagde Boeing, at Ryanair kun vil modtage omkring 50 fly i slutningen af juni. Det kan dog også nå at ændre sig.

Boeing har været ramt af en krise, siden et sidepanel på et fly i januar røg af under en flyvning.

»Hvis vi kun får 40 fly, kommer vi i slutningen af marts til at offentliggøre mindre reduceringer i antallet af afgange,« sagde O'Leary.

Det kan gøre Ryanair mindre konkurrencedygtig i forhold til andre lavprisselskaber som EasyJet.

De forventede forsinkelser betyder dermed, at Ryanair kommer til at hæve sommerens billetpriser med omkring 5-10 procent, hvilket i gennemsnit svarer til 75-110 kroner.

O'Leary lagde ikke fingrene imellem i sin betegnelse af krisen i Boeing, som han på engelsk beskriver som et 'shitshow', der på dansk kan oversættes til noget i stil med rodebutik.

»De (Boeing, red.) bliver ved med at komme med optimistiske, brudte løfter. Men en uge eller to senere viser det sig, at virkeligheden er endnu værre,« sagde O'Leary.

Han opfordrede desuden til et ledelsesskifte hos den amerikanske flyproducent, der for nylig udskiftede topchefen for afdelingen, der har med alle Boeing 737-fly at gøre.