En konflikt mellem en hvid mand og en ældre sort kvinde eskalerede på et Ryanair-fly og medførte, at kvinden måtte skifte plads – på trods af at det var manden, der angreb hende verbalt.

»Tal ikke til mig på et fremmed sprog, din dumme, grimme ko,« siger manden blandt andet til den 77-årige kvinde.

Det viser en video, som er delt på Facebook af David Lawrence og set mere end 2,3 millioner gange.

Mandens udfald mod den ældre sorte kvinde skete på en flyafgang fra Barcelona i Spanien til engelske London fredag, da han skulle ind på sin vinduesplads. Kvinden sad ved midtergangen og var angiveligt længe om at rejse sig og gøre plads, fordi hun har gigt og derfor kun kan bevæge sig med besvær, skriver BBC.

Tålmodighed er tilsyneladende ikke en af mandens dyder, så han valgte at overfalde den ældre kvinde verbalt, fordi hun ifølge ham ikke rykkede sig hurtigt nok.

Det var det, der fangede David Lawrences opmærksomhed, fordi manden var meget højlydt og aggressiv.

Lawrence begynder derfor at filme episoden.

Mens diskussionen eskalerer, og den ældre kvindes datter, som hun fløj sammen med, begyndte at forsvare sin mor, var der et påfaldende fravær af kabinepersonale, husker David Lawrence.

»Han skubbede sig forbi kvinden og satte sig på sin plads. Imens slynger han om sig med racistiske bemærkninger og bandeord,« husker Lawrence.

Kvindens datter har efterfølgende talt med Huffington Post, og hun er rasende.

»Jeg ved, at hvis jeg – eller en hvilken som helst anden sort person for den sags skyld – havde opført mig, som han gjorde, så ville politiet være blevet tilkaldt, og vi var blevet smidt af flyet,« siger hun.

Hun forklarer desuden, at moderen besøgte hende, fordi de skulle besøge faderens gravsted, i anledning af at det er et år siden, han døde.

Hændelsen fandt sted på et Ryanair-fly.
Hændelsen fandt sted på et Ryanair-fly. Foto: Christian Hartmann
Vis mere

»Vi vil aldrig flyve med Ryanair igen,« slår datteren fast.

Hele situationen blev løst ved, at kvinden - i stedet for manden - måtte flytte til et nyt sæde, som hun blev anvist af kabinepersonalet. Hun blev ikke opgraderet eller på anden måde kompenseret for den ubehagelige oplevelse.

Ryanair har siden fået massiv kritik for deres håndtering af episoden. Blandt andet skriver den britiske tv-vært Jeremy Vine på Twitter:

'Hvis det her er Ryanair, så skal de forklare, hvordan denne mands modbydelige racistiske overgreb mod den sorte kvinde i sædet ved siden af ham ender med, at HUN bliver bedt om at flytte sig. Det er ud over min fatteevne.'

Kommentarsporet under tweetet viser tydeligt, at tv-værten ikke er alene om at være vred på flyselskabet.

Britisk politi har siden fredag været involveret og efterforsker nu sagen.

Ryanair har siden udtalt, at selskabet 'ikke vil tolerere denne slags opførsel'. Det er dem, der har videresendt sagen til politiet.