En meddelelse fra en forhenværende underviser, der stod på talerstolen, førte mandag til en lang række reaktioner hos de fremmødte studerende.

De fleste sprang op fra deres sæder. Andre brød grædende sammen. Fælles for dem alle var, at det skyldtes glæde.

For det, den tidligere underviser løftede sløret for, var en af de største donationer, der nogensinde er givet til en amerikansk skole.

En donation, der betyder, at de studerende ikke længere skal betale for at gå på medicinuddannelsen ved Albert Einstein College of Medicine. Det skriver BBC.

Her ses Albert Einstein College of Medicine i Bronx i New York City.
Her ses Albert Einstein College of Medicine i Bronx i New York City. Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I alt donerede den 93-årige Ruth Gottesman, der er tidligere professor på skolen og enke efter en rigmand, en milliard dollar. 

Svarende til knap syv milliarder kroner.

Penge, som falder på et tørt sted for skolen, der ligger i Bronx – New York Citys fattigste bydel – hvor de studerende normalt skal betale knap 59.000 dollar (400.000 danske kroner) om året for at studere, hvilket ofte efterlader de studerende med en betydelig gæld, når de er færdige.

Samtidig har Ruth Gottesman i et interview med The New York Times fortalt om den rørende årsag til, at hun har valgt at donere de mange penge.

Den tidligere professor begyndte at arbejde på skolen tilbage i 1968, hvor hun ifølge BBC studerede indlæringsvanskeligheder, stod for læse- og skriveprogrammer og udviklede meget anvendte screenings- og evalueringsprotokoller.

Privat dannede hun par med David 'Sandy' Gottesman, der grundlagde et fremtrædende investeringshus og var en tidlig investor i Berkshire Hathaway – et multinationale konglomerat tilhørende en af verdens rigeste mænd, Warren Buffet.

Da Sandy gik bort for to år siden i en alder af 96 år, efterlod han – uden hans hustru vidste noget om det – en hel portefølje af Berkshire Hathaway-aktier til hende.

Instruktionerne var enkle, fortæller hun til The New York Times:

»Gør, hvad du synes er rigtigt med dem.«

Til at begynde med var det overvældende pludselig at stå med alt det, men da hun tænkte nærmere over, hvad hun skulle stille op med arven, indså hun, hvad hun ønskede at gøre:

»Jeg ønskede at finansiere studerende på Einstein, så de kan få gratis undervisning,« fortæller Ruth Gottesman til det amerikanske medie.

»Vi har fantastiske medicinstuderende, men det her vil åbne op for mange andre studerende, hvis økonomiske status er sådan, at de ikke engang kan tænke på at læse medicin,« tilføjer hun om årsagen til sin donation.

Videre fortæller Ruth Gottesman til The New York Times, at hun nogle gange tænker på, hvad hendes afdøde mand mon ville tænke om hendes beslutning.

»Jeg håber, at han smiler og ikke rynker panden. Men han gav mig muligheden for at gøre det her, og jeg tror, han ville være glad – det håber jeg,« siger hun med et smil.

I en udtalelse om donationen oplyses det ifølge BBC, at de studerende på deres sidste år på skolen vil få refunderet deres betaling for foråret 2024, mens alle studerende fra august – inklusive dem, der er indskrevet i øjeblikket – vil modtage gratis undervisning.