Civile sidder stadig i bunkerne under stålværket i Mariupol, hvor voldsomme kampe er i gang, siger Røde Kors.

Rusland har tirsdag angrebet stålværket Azovstal i den ukrainske havneby Mariupol med artilleri og fly.

En kaptajn fra det ukrainske Azov-regiment siger i en video, at Rusland har beskudt værket hele natten til tirsdag. Der er brugt både artilleri fra land, fra Sortehavet og kraftige bomber, der er kastet fra fly.

Kaptajnen, Sviatoslav Palamar, tilføjer, at to civile er dræbt, og ti såret. Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne fra uafhængig side.

Angrebet var angiveligt en reaktion på, at ukrainske soldater åbnede ild under en aftalt evakuering. Det meddeler Ruslands forsvarsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

- Der var erklæret våbenhvile, da civile skulle evakueres fra stålværkets område. Men ukrainske soldater på fabrikken forsøgte at udnytte situationen, lyder det fra ministeriet.

- Ukrainske styrker kom frem fra kældrene og begyndte at indtage angrebsstillinger på området og i bygningerne, skriver RIA med henvisning til forsvarsministeriets rapporter.

Enheder fra den russiske hær og fra regionen Donetsk svarede derefter igen med artilleri og fly for at ødelægge de ukrainske stillinger, hedder det videre.

Omkring 101 mennesker er blevet evakueret fra stålværket, meddeler FN tirsdag.

- Takket være denne operation kunne 101 kvinder, mænd og ældre mennesker endelig forlade bunkerne under stålværket Azovstal og se dagslys efter to måneder, siger FN's humanitære koordinator for Ukraine, Osnat Lubrani.

De fleste af de evakuerede er nu i byen Zaporizjzja, hvor de modtager humanitær hjælp. Blandt dem er også nogle sårede, meddeler Røde Kors.

Men et ukendt antal civile er stadig fanget i Mariupol og de omkringliggende områder, siger chefen for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) i Ukraine.

- Vi havde håbet, at mange flere mennesker kunne komme med i kortegen og komme ud af det helvede. Derfor har vi blandede følelser, siger ICRC-chef Pascal Hundt tirsdag eftermiddag.

Han udtrykker samtidig bekymring over, at de voldsomme kampe igen er i gang ved stålværket og det omkringliggende område.

Mariupols borgmester, Vadym Bojtjenko, sagde tidligere tirsdag, at over 200 civile stadig er fanget sammen med ukrainske soldater i det kæmpemæssige stålværk.

Han sagde, at der i alt er omkring 100.000 civile tilbage i byen. Den har længe været belejret og besat af russiske styrker.

Et ukendt antal soldater og civile har i adskillige uger opholdt sig på det gigantiske stålværk fra sovjettiden. Det breder sig over et område på 11 kvadratkilometer.

Omkring 100 civile blev søndag evakueret fra de ringe forhold på Azovstal.

Havnebyen ligger strategisk vigtigt i forhold til Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014.

/ritzau/Reuters