Billedet siger alt. En bange kat gemmer sig under et tæppe og kigger forsigtigt ud.

Det billede har en af Ruslands mest toneangivende nationalister og militærbloggere delt på Twitter sammen med den nyhed, som han kalder for 'ængstelig'.

En russisk militærbase langt inde i landet er blevet angrebet med en drone, og tre soldater har mistet livet.

Og militærbloggeren Igor Girkin, som har en tung militær baggrund, er ikke den eneste, som er overrasket over Ukraines seneste angreb bag fjendens linjer.

Det udstiller et problem i det russiske luftforsvar, siger Andreas Graae, som forsker i droner og er adjunkt ved Institut for Militær Teknologi.

»Det burde ikke kunne lade sig gøre. Den drone burde være blevet skudt ned.«

Af samme grund lyder det også fra russiske militærbloggere, at Rusland igen har fejlet i forsvaret af eget territorium.

Militærkorrespondenten Alexander Sladkov skriver blandt andet:

'Endnu en gang har et drone krydset mere end 500 kilometer ind over grænsen uden forhindring og blev først skudt ned lige over flybasen.'

Optagelser fra nærområdet omkring militær-basen viser et kort lys og en eksplosion.
Optagelser fra nærområdet omkring militær-basen viser et kort lys og en eksplosion.
Vis mere

Mandag morgen dansk tid kom nyheden ind fra det russiske forsvarsministerium. Den 26. december klokken 01.35 lokal tid blev en formodet ukrainsk drone skudt ned i lav højde over en russisk militærbase i Saratov-regionen. Der er her tale om en flybase, som ligger 700-800 kilometer fra det nærmeste ukrainske frontline.

Engels-militærflyvepladsen i Rusland ligger samtidig lidt over 700 kilometer fra magtens centrum i hovedstaden Moskva.

I forbindelse med nedskydningen af den ukrainske drone er tre russiske soldater døde.

Ifølge Andreas Graae kan der være tale om gamle sovjetiske overvågningsdroner, som Ukraine har ombygget med ammunition.

»Det er ikke avanceret. Men de er effektive. De kan fjernstyres og flyver i lav højde, med høj hastighed og har lang rækkevidde.«

»Dronerne flyver over 1.000 kilometer i timen. De kan være svære at se på radaren.«

Sagens kerne er dog, at endnu et ukrainsk angreb er blevet gennemført dybt inde i Rusland. Og det vækker opsigt. Selv blandt nationalisterne.

På sociale medier som Twitter og Telegram reagerer flere russiske militærbloggere, som følger og kommentere krigen tæt.

Ud over Igor Girkin har Alexander Sladkov med mere end 900.000 følgere sat ord på hændelsen. Og det er ikke positivt for Ruslands krigsfortælling.

'Så, Engels igen,' begynder Sladkov et længere skriv. Han henviser til, at præcis denne militærbase tidligere i december også blev angrebet af Ukraine.

Det skete 5. december og nu igen. Efter begge angreb har det sat gang i normalt uhørte tilfælde af analyser og kritik af Ruslands forsvar.

'Endnu en gang har fjenden leveret et succesfuldt angreb mod vores flyveplads ... Beskydning af denne type mål er åbenbart blevet normen.'

Militærkorrespondenten Alexander Sladkov konstaterer også, at dronen åbenlyst ikke er blevet opdaget af radarsystemer, og samtidig har det russiske luftforsvar ikke været i stand til at håndtere denne type angreb ad flere omgange. Afslutningsvis konkluderer Alexander Sladkov en bitter sandhed.

'Det er komisk, men det eneste, som beskytter vores flyvepladser og andre mål fra fjendtlige angreb, er ikke et stærkt luftforsvar... men USAs manglende villighed til at eskalere konflikten og levere moderne og mindre synlige langdistance raketter til Ukraines militær. Tænk over det.'

Tilbage i begyndelsen af december, hvor Ukraine succesfuldt angreb to militærbaser langt inde i Rusland, blev det kaldt et russisk Pearl Harbor på Rybar, som er en anonym blog med næsten en million følgere. Nu er Pearl Harbor så sket igen. Ikke med skader på militært isenkram, men med tre døde soldater.

Ifølge Reuters er Engels en af to russiske luftbaser, der huser langdistancebombefly, som er en del af landets strategiske nukleare styrker.