En russisk turist delte et nøgenbillede af sig selv fra et helligt sted i Bali.

Og det kan nu få store konsekvenser for ham, efter billedet er gået viralt.

Det skriver CNN.

Den russiske turist, der går under sit fornavn Yuri, lagde et billede af sig selv, hvor han var nøgen fra taljen og ned.

På billedet, der nu er slettet, kan man se Yuri, der står med spredte arme og bar numse med front mod udsigten fra vulkanen.

Problemet er bare, at billedet er taget på vulkanen Mount Agung, der er det højeste punkt på den indonesiske ø, og som de balinesiske hinduer ser som helligt, fordi det repræsenterer guden Shiva.

Man skal endda have en godkendelse for at bestige punktet.

De lokale myndigheder forlanger nu, at Yuri forlader Indonesien med et forbud mod at vende tilbage før om seks måneder.

Den russiske turist har på sin Instagram delt et opslag, hvor han undskylder for billedet.

»Der er ingen undskyldning for mine handlinger. Det eneste, der førte til det, der skete, var min personlige uvidenhed. Uvidenhed om den lokale religions karakterer.«

På hans Instagran kan man se, at han har mødtes med lokale ledere fra det balinesiske samfund til et møde, hvor han deltog i en udrensningsceremoni for den hellige vulkan.

Yuris fremtid på Bali er stadig usikker.

Historien om den russiske turist kommer i kølvandet på, at Bali har forsøgt at rådgive turister om, hvordan de skal opføre sig på øen.

Den 12. marts delte turistrådet på øen en engelsksproget manual, hvor der blandt andet står, at man ikke skal dele stødende eller vulgære billeder på sociale medier fra øen.