Talskvinden fra det russiske udenrigsministerie, Maria Zakharova, skyder med skarpt mod Vesten.

Det gør hun ifølge norske Dagbladet på tjenesten Telegram.

Beskyldningerne handler om det uafhængige russiske medie Dozjd.

Dozjd er et regimekritisk medie, og da russerne invaderede Ukraine, blev Dozjd i samme ombæring lukket ned.

Det fik mange vestlige lande til at kritisere Rusland for at gå mod den frie presse, men heldigvis var det muligt for Dozjd at 'søge eksil' i Letland, hvor man så kunne fortsætte med at levere kritiske nyheder om Putins Rusland.

Tirsdag kom det dog så frem, at man fra lettisk side har fjernet Dozjds medielicens i landet, fordi den er en trussel mod landets sikkerhed.

Beslutningen er blandt andet blevet truffet, efter Dozjd i fredags viste et landkort af Rusland, hvor den okkuperede Krim-halvø figurerede.

Ligeledes kaldte mediet de russiske tropper i Ukraine for »vores tropper«.

Derfor er licensen fjernet fra lettisk side, og det er i den forbindelse, at Maria Zakharova er ude med riven.

For hvor er Vestens fordømmelse af Letland nu, spørger hun?

Sarkastisk skriver hun ifølge Dagbladet på Telegram:

»For at hjælpe Vesten med at formulere et svar til Letland har jeg samlet en række udtalelser fra udenrigsministeriet, Det Hvide Hus og NATO-medlemmer om, hvor slemt det er ikke at lade Dozjd arbejde som normalt. Intet skal omformuleres – indsæt blot ordet 'Letland' i stedet for 'Rusland' i erklæringerne. Jeg giver jer dette. Gratis,« skriver Zakharova på beskedtjenesten.

Beskeden er efterfulgt af en lang række udtalelser fra Vesten, hvor man dengang – da Rusland lukkede Dozjd ned – fordømte handlingen.

De to eksempler fra i fredags kommer efter, at mediets vært Aleksej Korostelev dagen før havde opfordret seerne til at donere penge, så man kunne »gøre det mere behageligt for de russiske tropper«.