Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Under et møde med Vladimir Putin oplyste den russiske chefanklager, Igor Krasnov, at 9000 illegalt mobiliserede soldater er blevet sendt hjem fra Ukraine.
Det beretter det russiske nyhedsbureau Tass.
Blandt de 9000 soldater var også dem, som grundet deres helbred slet ikke skulle have været mobiliseret i første omgang, fortæller Igor Krasnov.
Han understreger desuden, at gennemførelsen af »den militære operation« – som Putin kalder krigen – har medvirket, at anklagemyndighedens tilsyn måtte justeres. Hvad der menes med dette, har Tass dog ikke præciseret.
»Prioriteten er at føre tilsyn med overholdelse af retsstatsprincippet i de væbnede styrker, og det militærindustriellekompleks i landet,« lød det efter sigende fra chefanklageren.
Selv påpeger Igor Krasnov da også, at der under den delvise mobilisering i Rusland er piblet mange »væsentlige problemer« frem.
»Desværre var der også problemer i forbindelse med udbetalingen af godtgørelsen til militært personel. Det skyldes primært forkert eller langvarig indtastning af relevante oplysninger i databasen eller spærring af midler, der for eksempel blev krediteret borgernes konti,« siger Igor Krasnov.