Russiske Nikita Chibrin nåede at være i Ukraine i lidt mere end fire måneder.

Han var en del af den 64. brigade, som har været under anklager for at have begået krigsforbrydelser i Kyiv-regionen i marts.

Det skriver The Guardian.

Nikita Chibrin deserterede tilbage i juni, men han har været mod invasionen af Ukraine siden dag et. Det har han også fortalt sine øverstkommanderende.

»De truede mig med fængsel. I sidste ende bad mine kommanderende mig om at gøre rent. De ville have mig væk fra slagmarken,« siger Nikita Chibrin.

The Guardian har ikke kunnet verificere Nkita Chibrins påstande, men de har set dokumentation for, at han var en del af den 64. brigade.

Nkita Chibrin er den anden russer, som står frem efter at have været en del af invasionen. Den første, der stod frem, var Pavel Filatyev, som ligeledes fortalte sin historie til The Guardian.

Nikita Chibrin nåede aldrig at affyre et eneste skud, da han var i Ukraine.

Faktisk oplevede han ikke skyderier, mens han var i den ukrainske by Lypivka, som ligger tæt på Butja, som efter russernes tilbagetog trak overskrifter verden over, fordi der var klare tegn på krigsforbrydelser.

»De røvede alle hjem. Vaskemaskiner, elektronik. Alt hvad man kunne få fat på,« siger Nikita Chibrin.

Gravplads i området omkring Bucha, som er en forstad til Kyiv.
Gravplads i området omkring Bucha, som er en forstad til Kyiv. Foto: ROMAN PILIPEY
Vis mere

Han fortæller, at der var adskillige rygter om, at flere af soldater begik seksuelle overgreb og dræbte civile. FN har tidligere sagt, at overgreb og voldtægt var en del af den russiske strategi i Ukraine.

Men som tiden gik i Ukraine forsøgte Nikita Chibrin og de andre i hans deling at finde ud af, hvordan man kunne komme væk fra Ukraine.

»Alle forsøgte at komme ud af hæren. Men vores kommandører truede med at skyde os, hvis vi deserterede,« siger Nikita Chibrin.

Men 16. juni lykkedes det for Nikitia. Han sneg sig ombord på en lastbil, der skulle hente forsyninger i Rusland.

Nu er han så landet i Spanien. Her har han søgt politisk asyl, fordi han er mod krigen i Ukraine, og han frygter, at hans liv er i fare ved at opholde sig i Rusland.

Følg med i den seneste udvikling i Ruslands invasion af Ukraine HER.