I et hus bor otte mænd. En af dem er bøsse, men ingen andre end han selv ved, hvem det er.

I slutningen af hvert afsnit skal deltagerne hver især gætte på, hvem af dem, der er til mænd.

Rammer de plet, ryger den homoseksuelle mand ud af programmet, og de andre deler præmien på to millioner rubler.

Misser de, er det den homoseksuelle mand, der er vinderen.

Sådan lyder groft sagt konceptet på et nyt russisk realityprogram med titlen 'Jeg er ikke homo'.

Og det er ikke kun programmets indhold, der forarger mange uden for Ruslands grænser.

Det gør også den omstændighed, at parlamentsmedlemmet Vitalij Milonov fra Putins parti er vært på showet.

Han er kendt som homofob og manden bag flere russiske 'anti-gay'-love, skriver den britiske avis The Times.

»At finde en homo i vores land er som at finde en fungerende McDonalds. De findes, men der er vældig få af dem, og ikke alle kender til dem,« siger han i begyndelsen af programmet.

Senere i programmet mødes han med deltagerne og kommer med følgende opfordring til dem:

»Jeg håber, at I hurtigt finder den homofile,« siger han, mens han kører en hånd på tværs af struben.

Første afsnit af realityserien ligger på YouTube, hvor du kan få et indtryk af, hvad det handler om.

Undersøgelser viser ifølge mediet Vice, at en ud af fem russere mener, at bøsser og lesbiske skal udelukkes fra samfundet.

Programmet, som er blevet fordømt af flere LGBT-organisationer uden for Rusland, er da også allerede efter blot et afsnit populært blandt seerne.