»Denne krig vil ikke ende i Ukraine, denne krig kan kun ende i Moskva...«

Sådan lyder det fra den tidligere russiske politiker Ilja Ponomarev, som skal være leder af en modstandsgruppe, som han hævder skal have stået bag angreb mod den russiske by Kozinka.

Det fortæller han i et interview med den britiske radiostation LBC, som også Dagbladet har omtalt.

Det sker i kølvandet på, at der mandag fandt angreb sted i den russiske grænseregion Belgorod.

Arkivfoto af Ilja Ponomarev. Billedet er fra 2017.
Arkivfoto af Ilja Ponomarev. Billedet er fra 2017. Foto: Sergei Chuzavkov/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor Rusland har givet Ukraine skylden, har Ukraine afvist at stå bag.

Derimod hævder Ilja Ponomarev i interviewet med LBC, at modstandsgruppen 'Freedom of Russia Legion' – 'Den Russiske Frihedslegion' – som han skal være leder af, stod bag sammen med en anden gruppe, der arbejder imod den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans styre.

Ifølge Ponomarev skal de to grupperinger have indtaget byen Kozinka nær den russiske grænse, og de skal angiveligt også være på vej mod byen Grajvoron.

Den anden modstandsgruppe, 'Korpset af Russiske Frivillige', offentliggjorde ifølge France24 sent mandag videooptagelser, som angiveligt skulle vise det, der blev beskrevet som tilfangetagne russiske soldater og deres identitetsdokumenter.

Det har dog ikke været muligt at verificere videoernes ægthed, lyder det.

Ilja Ponomarev – der er tidligere næstformand for oppositionen i det russiske parlament – lægger i interviewet ikke skjul på, at man arbejder inde i Rusland for at få Putin af magten:

»Denne krig vil ikke ende i Ukraine, denne krig kan kun ende i Moskva... når Putins regime bliver erstattet,« siger han til LBC.

Med stemmerne 445 mod 1 var Ilja Ponomarev det eneste af Dumaens medlemmer, der i 2014 stemte imod Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø.

Her ses Putin under et møde den 19. maj.
Her ses Putin under et møde den 19. maj. Foto: EPA/TATIANA BARYBINA / SPUTNIK / KREMLIN POOL MANDATORY CREDIT
Vis mere

Hans kolleger stemplede ham dengang som en national forræder og anklagede ham for ikke at have levet op til sit ansvar.

Han levede kortvarigt i eksil i USA, før han i 2016 flyttede til Kyiv.

Også på Twitter har 'Den Russiske Frihedslegion' og Ponomarev hævdet, at man har 'komplet befriet' grænsebyen Kozinka, mens enheder skulle have nået frem til Grajvoron:

»Vi går videre. Rusland vil blive frit!,« lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra gruppen på Twitter.

Over for LBC hævder Ponomarev, at hans gruppes krigere består af russiske hærafhoppere, som også skal være blevet trænet af Ukraines militære efterretningstjeneste, GUR.

Men der er ingen ukrainske tropper involveret i operationen, påstår han.

Ligeledes fortæller han, at det er russernes job at erstatte Putin. Ikke ukrainernes.

»Det vil naturligvis ikke blive gjort af ukrainere eller af Nato-styrker, britiske styrker, hvad som helst, det vil blive gjort af russere,« siger han og tilføjer:

»Det er vores job. Det er ikke fair, hvis ukrainere spilder deres blod for vores frihed.«

Guvernøren for Ruslands Belgorod-region sagde ifølge Reuters mandag, at en ukrainsk 'sabotagegruppe' var gået ind på russisk territorium i Grajvoron-distriktet, der grænser op til Ukraine, og blev slået tilbage af russiske sikkerhedsstyrker.

Guvernøren, Vjatsjeslav Gladkov, skal samtidig have indført et 'anti-terrorisme-regime', der tillader myndighederne større beføjelser til at slå ned på folkets bevægelser og kommunikation.

Ifølge Reuters har det ikke været muligt at verificere, hvordan situationen er i Belgorod og Kozinka.

Talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, skal ifølge det russiske stats-medie RIA Novosti have sagt, at Vladimir Putin er informeret, og at arbejdet med at uddrive 'sabotørerne' er i gang.