Siden krigens begyndelse i Ukraine 24. februar har der været beretninger om, at Ruslands soldater skulle være dårligt forberedte. Og noget overraskende bekræfter en russisk militæranalytiker nu, at det skulle være tilfældet.

Det sker i en russisk tv-debat, der blev sendt mandag, ifølge norske Dagbladet.

»Vores soldaters evner er blevet overvurderet. Nogle politikere tror, at så længe man har soldater ansat på kontrakt, så er de automatisk professionelle. Det er de langt fra,« siger den russiske journalist og militæranalytiker Mikhail Khodaryonok.

Han mener, at professionalisme er lig med træning, moral og vilje til at ofre sig for hjemlandet, hvilket ukrainerne netop formår:

»Ukrainerne er indstillet på at kæmpe til sidste mand,« siger han med henvisning til, at han anser Ruslands styrker for mindre professionelle.

Hans udtalelser har sidenhen vakt stor opsigt, efter de blev sendt på russisk tv.

Ifølge britiske efterretninger har Rusland lidt store tab – landet skulle angiveligt have mistet hver tredje af de soldater, der blev udsendt i februar. Efterretningerne melder også om mangel på udstyr.

Analytikeren mener desuden, at situationen for de russiske tropper kun vil blive værre fremover.

Det skyldes blandt andet, at Ukraine modtager militær støtte fra Vesten.

»Det må indregnes i vores strategiske og operationelle beregninger i fremtiden,« siger Mikhail Khodaryonok.

Endelig opfordrer han til, at russerne ikke må tage al information, som kommer ud af Ukraine for gode varer. Han afviser blandt andet påstande om, at ukrainske soldater skulle være tæt på mentalt nedbrud.

»Det er enkeltsager med krigsfanger. Man skal huske det store billede,« siger han.