»De fortjener ikke at leve.«

En russisk embedsmand, Leonid Slutsky, der deltager i fredsforhandlinger med Kyiv, skulle tirsdag have sagt, at Rusland burde overveje dødsstraf for det, han kalder nationalistiske krigere fra Ukraines Azov-regiment. Det skriver Reuters.

Det sagde han i en debat i det russiske parlaments underhus, der foregik efter de mennesker, som forvarede Ukraines Azovstal-stålværker, overgav sig.

Her sagde Leonid Slutsky, at selvom Rusland har suspenderet dødsstraf, så bør man »tænke grundigt« over, om dødsstraf kan være relevant for Azov-tropperne fra Ukraine.

»De fortjener ikke at leve efter de frygtelige forbrydelser mod menneskeheden, som de har begået, og som konstant begås mod vores fanger,« lød det.

Civile og ukrainske soldater har i ugevis opholdt sig på Azovstal-stålværket i Mariupol. Stålværket er hårdt medtaget af beskydninger og bomber. (Arkivfoto). Alexander Ermochenko/Reuters
Civile og ukrainske soldater har i ugevis opholdt sig på Azovstal-stålværket i Mariupol. Stålværket er hårdt medtaget af beskydninger og bomber. (Arkivfoto). Alexander Ermochenko/Reuters
Vis mere

Sent mandag aften lykkedes det at evakuere 264 ukrainske soldater til forskellige byer i Ukraine fra stålværket. Det oplyser Ukraines viceforsvarsminister Hanna Malyar.

Tidligere mandag forlød det fra vidner, at omkring 12 busser med ukrainske soldater havde forladt det enorme stålværk. I alt er 211 soldater ifølge Malyar blevet bragt til byen Olenivka, mens 53 andre hårdt sårede soldater er blevet bragt til et hospital i byen Novoazovsk for at blive behandlet.

Det er uvist, hvor mange soldater der er tilbage på Azovstal-stålværket i Mariupol efter evakueringen mandag. Men det har tidligere forlydt, at omkring 600 militærpersoner har søgt tilflugt på det enorme område.

Det enorme stålværk er under krigen blevet et symbol på Ukraines modstand mod Rusland. Det skyldes, at de hundredvis af soldater på Azovstal fortsatte med at kæmpe, selv efter at Mariupol faldt til russerne.