Russiske videnskabsmænd sætter sig sammen for at finde ud af, hvordan de kan redde Jorden fra et muligt sammenstød med en kæmpe asteroide om 26 år.

I løbet af kort tid stikker en gruppe russiske videnskabsmænd hovederne sammen for at udarbejde en plan, der skal redde Jorden fra en mulig katastrofe, som kan indtræde om 26 år.

Da kommer asteroiden Apophis tæt på Jorden. Den har en diameter på 350 meter, og rammer den Jorden, vil det ifølge nyhedsbureauet RIA Novosti føre til, at der dannes en ørken på størrelse med Frankrig.

Det vil russerne forhindre, siger chefen for ruslands rumagentur, Antolij Perminov.

- Vi holder snarligt et lukket møde i vort videnskabs-tekniske råd for at se, hvad der kan gøres for at forhindre, at asteroiden Apophis hamrer ind i Jorden i 2036, siger han til russisk radio.

- Vi taler om at redde menneskers liv. Det er bedre at bruge nogle få hundrede dollar på at skabe et system, der kan hindre en kollision, end at vente til det sker, og hundredtusinder af mennesker dør, tilføjer han.

Perminov siger, at en seriøs plan formentlig vil være et internationalt projekt, hvor både russiske, europæiske, amerikanske og kinesiske rumeksperter deltager.

Det er dog fortsat meget usikkert, om asteroiden kolliderer med Jorden. De seneste beregninger fra den amerikanske rumadministration Nasa siger, at risikoen opstår den 13. april 2036. Risikoen for en kollision er ifølge Nasa fire til en million - hvis asteroiden kommer i nærheden af Jorden en million gange, vil den ramme de fire.



/ritzau/AFP