Lyt til artiklen

Ukrainske styrker indtog i weekenden strategisk vigtig by og har også momentum ved sydlig frontlinje.

En avis i Rusland skriver, at russiske soldater flygtede med »tomme øjne« fra den ukrainske by Lyman i Donbas.

Det er en russisk journalist fra avisen Komsomolskaja Pravda, som har skrevet om de russiske styrker ifølge The New York Times. Han taler om russiske deserteringer og dårlig planlægning i det russiske militær.

Han rapporterer også om modløsheden hos russiske soldater i Lyman ifølge den amerikanske avis.

Rob Lee, forsker ved den amerikanske tænketank Udenrigspolitisk Forskningsinstitut, siger, at usædvanligt mange russiske bloggere desuden skriver om nye russiske tilbageslag i det sydlige Ukraine.

»Når så mange russiske kanaler slår alarm, betyder det som regel, at de russiske styrker har problemer.«

De nye ukrainske fremskridt skal være langs Dnipro-flodens vestbred, hvor russerne siges at opgive meget territorium langs frontlinjen. Tusindvis af russiske soldater kan blive omringet.

De ukrainske styrkers indtagelse af Lyman umiddelbart efter, at præsident Vladimir Putin havde fejret annekteringen af nye ukrainske områder med en folkefest i Moskva, bliver betegnet som en ydmygelse for den russiske ledelse.

»Det er klart, at dette er kommet svært ubelejligt for Kreml,« siger Helge Blakkisrud, Ruslands-forsker på Norsk Utenrikspolitisk Institut.

»Mindre end 24 timer efter de har fejret indlemmelse af området, må de trække sig fra det strategisk vigtige knudepunkt,« siger han til NTB.

Tormod Heier, som er professor i militær strategi, siger, at den nye udvikling på fronterne igen viser de russiske styrker stå dårligt i en udmattelseskrig.

De er hverken trænet, udstyret eller motiveret til kampene, siger han.

»Tilbagetrækningen fra Lyman viser, at der er tomt bag Ruslands 1.000 kilometer lange frontlinje i Donbas. Forstærkninger fra Rusland kommer ikke frem i tide, og de militære hovedkvarterer i Rusland, som leder krigen, er langsomme og ineffektive.«

»Styrkerne i krigszonen burde træffe deres egne beslutninger,« siger Heier til NTB.

Tusindvis af russere, som er blevet mobiliseret til at kæmpe i Ukraine er blevet sendt hjem, skriver Reuters om Ruslands »noget kaotiske mobilisering« af 300.000 soldater fra reserven.

/ritzau/Reuters