Kherson har været på russiske hænder mere eller mindre siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Men efter en vedvarende ukrainsk modoffensiv kunne Ukraine genindtage Kherson, efter Rusland trak sig ud af byen.

Det bekræftede Ukraines forsvarsministerium fredag eftermiddag.

»Vi kan udlede, at prisen for at Kherson åbenbart var for høj for Rusland. Ukraine har fået for mange vestlige, moderne våben, og ukrainerne er for godt organiseret,« siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, og tilføjer.

»Det er en symbolsk og strategisk kæmpe uppercut til Putin og Rusland.«

Tilbagetoget fra Kherson-regionen er også tegn på en ændring i Ruslands krigsførelse, vurderer Jakob Illeborg.

»Det tyder på en form for rationel tankegang i den russiske ledelse. Det er jo det, man har beskyldt Putin for ikke at have. Det her er mere klassisk krigsførelse. Man har ikke bedt om at kæmpe til sidste blodsdråbe i byen,« lyder det fra Jakob Illeborg.

Men spørgsmålene om Ruslands næste træk stiller sig i kø nu.

»Nu venter alle så på det russiske modtræk. Vil de være forhandlingsvillige, eller kommer der en eller anden form for voldsom modoffensiv? Deres umiddelbare svar har jo tidligere blandt andet været brug af iranske droner,« siger Jakob Illeborg.

Ud over Vestens støtte til Ukraine i form af våben og økonomi, så peger Jakob Illeborg på troppernes mentalitet som en af årsagerne til, at Ruslands tilbagetog sker i øjeblikket.

»Der er også en motivationsfaktor, som man ikke skal tage fejl af. Ukraine kæmper for deres land og mange af de ukrainere, som er ved fronten ønsker at være der,« siger Jakob Illeborg og tilføjer.

»Mange af russerne har ikke det samme ønske eller motivation. De kan se, at de er dårligt udrustet militært og vil måske hellere være hjemme i Rusland.«

Følg den udvikling i Ukraine i B.T.s liveblog HER.