Rusland oplyser onsdag, at det har foretaget sin første testaffyring af en langtrækkende Sarmat-raket.

Det skal få Ruslands fjender til at "tænke sig om to gange". Det siger præsident Vladimir Putin.

Putin kan på russisk tv ses blive briefet af officerer i den russiske hær om, hvordan den interkontinentale raket er blevet affyret fra basen Plesetsk i det nordøstlige Rusland.

Han siger om raketten - ifølge Reuters - at den har "de højeste taktiske og tekniske karakteristika og er i stand til at omgå alle moderne former for antiraketforsvar".

Ballistisk raket affyres fra Plesetsk i det nordøstlige Rusland og skal få fjender til at tænke sig om. Billedet er frigivet af det russiske forsvarsministerium.
Ballistisk raket affyres fra Plesetsk i det nordøstlige Rusland og skal få fjender til at tænke sig om. Billedet er frigivet af det russiske forsvarsministerium. Foto: RUSSIAN DEFENCE MINISTRY
Vis mere

- Dette i sandhed unikke våben vil styrke vore væbnede styrkers kamppotentiale og på troværdig vis sikre Rusland mod eksterne trusler. Og det vil få de, som med forskruet aggressiv tale truer vores land til at tænke sig om to gange, siger Putin

Raketten er slået ned på halvøen Kamtjatka i den fjernøstlige del af Rusland, oplyses det.

En ballistiske raket vil kunne ramme mål i Europa og USA. Den kan udstyres med atomare sprænghoveder.

Affyringen kommer på et tidspunkt, hvor Rusland er i krig i Ukraine.

Det er en krig, som det har vist sig langt sværere, end Putin og den russiske ledelse tilsyneladende forestillede sig.

Til stor irritation for Moska er Nato og EU siden invasionen 24. februar fortsat med at forsyne Ukraine med våben. Blandt andet raketstyr. De er i stand til at ødelægge kampvogne og kampfly.

Men USA og Nato har gentagne gange sagt, at det ikke vil gå militært ind i Ukraine og risikere en atomkrig med Rusland.

Den russiske hær har for få dage siden indledt en ny offensiv. Det er sket i det østlige Ukraine. Det er sket få uger inden, de russiske soldater måtte trække sig fra hovedstaden Kyiv efter at have mødt hård modstand.

/ritzau/AFP