Vladimir Putin satte lørdag en stor militærøvelse i Barentshavet i gang, hvor det russiske militær tester atomvåben.

Lørdag formiddag sad Ruslands præsident Vladimir Putin og Belarus' præsident Aleksandr Lukasjenko klar i Moskva til overvære det russiske militær spille med musklerne.

Præcis 11.30 blev en af de største krigsøvelser i bogstaveligste forstand skudt i gang.

Det skriver flere russiske medier.

Den store militærøvelse foregår i Barentshavet utroligt tæt på den norske kyst. Her er flere krigsskibe og ubåde sejlet til for at kunne affyre krydsermissiler og tsirkon-missiler mod mål til vands og lands, skriver Reuters.

Forud for øvelsen har Rusland advaret alt og alle i området om, at der bliver affyret missiler. Krigsøvelsezonen er omkring 1000 kilometer bred og løber fra Kolguyev øen i øst til Bjørne-Hullet i vest.

Forsker og underviser ved den norske Forsvars Højskole Ståle Ulriksen mener, at øvelsen er en påmindelse til Vesten om Ruslands store arsenal af atomvåben.

»De strategiske øvelser plejer at blive udført i efteråret, at de kommer nu, opfatter jeg som et signal i forbindelse med Ukraine, at Rusland vil minde verden om, at de har atomvåben og evnen til at bruge dem.«

»Jeg syntes, det er meget dramatisk og provokerende, at de har valgt at gøre det nu. Det har de ikke gjort før, siger Ståle Ulriksen til VG.

Major i den norske hær Elisabeth Eikeland fortalte tidligere på ugen, at det er den største krigsøvelse siden Den Kolde Krig.

»Normalt skyder de meget længere mod øst. Det her er nærmere land end normalt, og det er meget tættere på Norge.«

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, fortalte for få dage siden, at der ikke er tegn på, at Rusland er ved at trække deres styrker tilbage.

USAs præsident Biden oplyse fredag, at meget tyder på, et angreb kan være meget nært forestående. Præsidenten fortalte desuden, at man forventer, at Rusland vil rette det første angreb mod den ukrainske hovedstad Kiev, hvor der bor omkring 2,9 millioner mennesker.