Russerne sender 250 fly på vingerne i en uanmeldt militærøvelse. På landjorden deltager op mod 12.000 soldater. Øvelsen er forløber for en endnu mere omfattende øvelse i løbet af de næste måneder.

RUSLAND: Ruslands militær har uden varsel indledt en stor militærøvelse, som ifølge BBC vil omfatte op mod 250 fly og 12.000 soldater.

Det russiske forsvarsministerium betegner øvelsen som en »massiv uanmeldt inspektion« af militærets kampparathed. Den finder blandt andet sted i republikken Komi i Uralbjergene.

Ifølge oplysninger fra de russiske nyhedsbureauer Interfax og Itar-TASS vil mindst 700 våbentyper være involveret i øvelsen. Det gælder blandt andet luftvåbnets langtrækkende bombefly, der kan medbringe atomvåben, og hvorfra der under øvelsen skal affyres krydsermissiler.

Samme dag som den russiske øvelse indledte NATO også en stor øvelse i Arktis, nærmere betegnet i det nordlige Norge, Sverige og Finland.

NATO-øvelsen vil omfatte 115 kampfly og 3.600 soldater fra ni lande. Tropperne kommer fra lande som Storbritannien, USA, Tyskland og Frankrig, der alle er medlemmer af NATO, og også fra det ellers neutrale Schweiz.

Det russiske øvelse er ifølge BBC en forløber for en endnu mere omfattende øvelse, der skal løbe af stablen i løbet af de nærmeste måneder.

Forsvarsministrene for de nordiske lande underskrev i april en fælles erklæring, hvor de betegnede Ruslands militære aggression som »den største trussel mod sikkerheden i Europa«.