Boris Johnsons udtalelser om Putin og nervegiftangreb har provokeret de russiske myndigheder.

Moskva. Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnsson, har vakt vrede i Moskva med direkte beskyldninger om, at præsident Vladimir Putin formodentligt er direkte knyttet til nervegiftangrebet i Salisbury.

- Det er chokerende og utilgiveligt, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov, om udtalelserne fra Boris Johnson.

Han mener, at den britiske udenrigsminister med en sådan udtalelse har brudt alle former for takt og tone i diplomatiet.

Putin har ikke selv kommenteret udtalelsen. Den russiske præsident har indtil videre blandet sig meget lidt i krisen mellem Storbritannien og Rusland.

Talsmænd for den russiske ledelse siger, at der vil komme en reaktion meget snart, og at der kan ventes udvisninger af britiske diplomater som svar på premierminister Theresa Mays meddelelse om, at 23 russiske diplomater skal forlade Storbritannien.

- Alle skridt vil blive nøje gennemtænkt, siger Peskov.

Mange russere er skeptiske over for beskyldningerne om, at den russiske stat skulle stå bag angrebet i Salisbury.

Den britiske udenrigsminister siger, at det er overvejende sandsynligt, at Putin tog beslutningen om at bruge nervegift i gaderne i en britisk by.

Den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter svæver mellem liv og død. Britisk politi siger ifølge BBC, at 131 mennesker i Salisbury kan have været udsat for nervegiften. Den er ifølge myndighederne udviklet af det russiske militær.

- Vores uenighed med Putins Kreml og med hans beslutning - for vi tror, at det er overvejende sandsynligt, at det var hans beslutning - handler om at bruge nervegift i Storbritanniens gader, i Europas gader, for første gang siden Anden Verdenskrig, siger Johnson.

I en fælles erklæring torsdag fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig og USA kaldes angrebet i Salisbury et angreb, som "truer alle".

/ritzau/AFP