Begge parter i krigen siger, at modparten på ny bomber atomkraftværket Zaporizjzja i det østlige Ukraine.

Rusland og Ukraine beskylder torsdag gensidigt hinanden for på ny at angribe atomkraftværket Zaporizjzja i det østlige Ukraine.

Det gør de forud for et møde senere torsdag i FN's Sikkerhedsråd. Her skal det drøftes, hvordan man kan garantere for atomkraftværkets sikkerhed.

De ukrainske styrker har "atter ramt Zaporizjzjas atomkraftværk". Det siger Vladimir Rogov. Han er medlem af den ledelse i regionen, som Rusland har indsat.

Det er anden gang, at der sker angreb torsdag, siger han.

Det modsiges af Ukraine.

- Russerne lod granater falde ned over Zaporizjzjas atomkraftværk endnu en gang. Sådan lyder det fra det ukrainske atomagentur Energoatom.

Den lokale ledelse i regionen oplyser, at der ikke er nogen strålingsfare lige nu.

- Ingen forurening er blevet registreret ved værket. Strålingsniveauet er normalt, skriver den lokale prorussiske leder, Jevgenij Balitskij, på det sociale medie Telegram.

Han siger, at mindst tre granater er slået ned i et område, hvor man oplagrer radioaktive isotoper på værket.

Atomkraftværket blev erobret af de russiske styrker kort efter invasionen i Ukraine 24. februar. Men værket drives fortsat af ukrainske ansatte.

FN's atomenergiagentur (IAEA) har tidligere fordømt angreb rettet mod atomkraftværket.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, opfordrer torsdag IAEA til at sende observatører til området. For at bevidne hvad der sker.

Mødet i FN's Sikkerhedsråd om situationen ved det ukrainske atomkraftværk indledes torsdag klokken 21.00 dansk tid. Det oplyste en FN-kilde onsdag ifølge AFP. Det er Rusland, som har ønsket at få indkaldt til mødet.

/ritzau/AFP