Det russiske forsvarsministerium hævder nu, at dets styrker har indtaget den østukrainske by Soledar.

Byen, som der den seneste tid har udspillet sig blodige og brutale kampe om, skal ifølge ministeriet være blevet indtaget torsdag aften.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det hører med til historien, at de ukrainske myndigheder ikke har udtalt sig om sagen og dermed ikke bekræftet, at det forholder sig, som det russiske forsvarsministerium påstår.

Det ligger dog fast, at de russiske styrker den seneste tid har rykket frem mod byen i et forsøg på at erobre den og på den måde sikre sig en strategisk vigtig placering forud for russernes videre forsøg på også et erobre byen Bakhmut, der ligger ikke langt derfra.

Begge byer ligger i Donetsk-regionen, som Rusland mener at have annekteret.

Hvis det står til troende, at russerne har erobret Soledar, udgør det ifølge AP »en sjælden sejr for Kreml efter en række tilbageslag på slagmarken i dets invasion af Ukraine«.

Har russerne indtaget byen, vil det gøre det muligt for dem at blokere for, at de ukrainske styrker kan nå frem Bakhmut, som ligger mindre end 20 kilometer derfra.