Rusland langer nu ud efter Polen og erklærer sig på vagt over for mulige trusler fra landet.

Det siger Putins talsperson i Kreml, Dmitry Peskov, der i samme ombæring kalder Polen for et »aggressivt« land.

Rusland har haft et anspændt forhold til Polen i løbet af Ukraine-krigen, da Polen har støttet Ruslands fjende, Ukraine, med både våben og asyl.

Spændingerne voksede yderligere i juli, da medlemmer af Ruslands Wagner-gruppe rykkede til Polens naboland, Belarus, og Polen svarede ved at sende tusindvis af tropper til den belarusiske grænse for at stå vagt.

Peskov erklærer nu, at Polen er et problem for Ruslands allierede, Belarus.

Samtidig kommenterer han på forholdet mellem Ukraine og Polen, der ovenpå en voldsom strid om korneksport har syntes svækket.

Få dage efter, at Polen har afvist at sende flere våben til Ukraine, forudser Peskov således fra sidelinjen, at striden mellem de to lande vil tage til i styrke.