Rivaliseringen i rummet mellem USA og Rusland virker intakt efter SpaceX. De snapper efter hinanden.

Der bliver sendt små spydigheder afsted mellem Rusland og USA efter amerikanernes succes med SpaceX-opsendelsen lørdag.

Det er rigmanden Elon Musks private firma, der nu har bragt to astronauter fra Nasa, den amerikanske rumadministration, op til Den internationale Rumstation (ISS).

Det har vakt glæde i USA, der siden 2011, da rumfærgerne blev sendt på pension, har været afhængig af russiske rumfartøjer for at få astronauter op til ISS.

Rumfartsledere i Rusland siger imidlertid, at de ikke forstår "hysteriet" om SpaceX.

Imens har Elon Musk sendt en kvik bemærkning til Dmitrij Rogosin, Ruslands rumfartschef, der engang sagde, at USA en dag kan blive nødt til at "bringe sine astronauter op til ISS ved at bruge en trampolin".

- Trampolinen virker, sagde Elon Musk efter opsendelsen lørdag på en pressekonference med Jim Bridenstine, Nasas chef.

De lo begge.

- Det er en intern vits, tilføjede Musk.

Rogosin har det meste af søndagen været tavs, men efter sammenkoblingen mellem kapsel og ISS har han lykønsket Bridenstine og de to astronauter på Twitter.

- På dette tidspunkt kan jeg vist godt ønske jer tillykke med en succesfuld opsendelse og sammenkobling, skriver han.

- Vær venlig at overbringe mine lykønskninger til @elonmusk (Jeg elskede hans vits) og @SpaceX-holdet. Ser frem til yderligere samarbejde.

Trods lykønskningen fra Rusland er russerne også forundret over den amerikanske glæde.

- Vi forstår ikke rigtig det hysteri, som den succesfulde opsendelse af rumkapslen Crew Dragon har udløst, siger Vladimir Ustimenko, talsmand for Ruslands rumagentur, Roscosmos.

- Hvad der er sket, burde være sket for længe siden, tilføjer han.

USA og Sovjetunionen var bitre rivaler om fremskridt i rummet. Sovjetunionen fik i 1961 den første mand i kredsløb om Jorden, men USA fik i 1969 den første mand på Månen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har Rusland overtaget rumfartsprogrammerne, der imidlertid har været plaget af korruptionsskandaler.

Dog har Rusland siden 2011 og frem til lørdag haft den fordel, at USA var nødt til at bruge Ruslands Sojus-fartøjer for at komme op til ISS.

/ritzau/AFP