Mødet med repræsentanter fra Taliban kan muligvis blive startskuddet til "et synligt resultat", håber Rusland.

Moskva. Rusland vil invitere repræsentanter fra den militante gruppe Taliban til at mødes med landets præsident, Vladimir Putin, inden udgangen af sommeren.

Det oplyser Zamir Kabulov, der er afdelingschef i Ruslands udenrigsministerium.

- Vi ønsker, at det skal være begyndelsen på en reel fremgang i landet. Og det er kun muligt, hvis Taliban begynder at tale med regeringen i Afghanistan, siger Zamir Kabulov.

Kabulov håber, at mødet kan blive startskuddet til "hvis ikke et gennembrud, så et synligt resultat".

Afdelingschefen siger, at det største problem i Afghanistan er, at Taliban anser landets nuværende regering for at være USA's marionetdukke uden reel magt.

- De (Taliban, red.) ønsker ikke at tale med regeringen, men vil hellere forhandle direkte med amerikanerne, siger Zamir Kabulov.

- Hvis vi ikke inviterer Taliban, kommer der ikke til at være nogen dialog. Det er derfor, vi håber, at Taliban vil tage imod invitationen.

Foruden Taliban og Rusland vil også repræsentanter fra Afghanistan, Indien, Iran, Kasakhstan, Kirgistan, Kina, Pakistan, Turkmenistan og Usbekistan deltage i mødet.

Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har tidligere tilkendegivet, at han er parat til at anerkende Taliban som en legitim politisk gruppe.

Han opfordrede i april den militante gruppe til at gå ind i fredsforhandlinger for at "redde landet". Men en anerkendelse af oprørsbevægelsen forudsætter, at Taliban anerkender Afghanistans regering, lyder kravet fra præsidenten.

Højtstående amerikanske embedsmænd har i over et år beskyldt Rusland for at forsyne Taliban med våben.

I april anklagede den amerikanske general John Nicholson, der leder de amerikanske styrker i Afghanistan, russerne for forsøge at destabilisere Afghanistan ved at støtte Taliban.

Ifølge Nicholson smugles russiske våben til Taliban fra Tadsjikistan, der grænser op til Afghanistan.

Medlemmer af det afghanske politi og det afghanske militær har i et interview med BBC sagt, at det russiske militærudstyr også omfatter natkikkerter og tunge maskinpistoler samt mindre våben.

Rusland og Taliban er historiske fjender, og begge parter afviser beskyldningerne.

Ifølge FN er op mod 2300 civile blev dræbt eller såret af selvmordsbomber eller andre angreb i Afghanistan i 2017.

/ritzau/Tass