OPCW, der skal kontrollere, om der er anvendt kemiske våben, har ventet en uge i Syriens hovedstad.

Moskva. En delegation fra OPCW, organisationen der kontrollerer forbuddet mod kemiske våben, har lørdag morgen begivet sig mod byen Douma øst for Syriens hovedstad. Det oplyser Ruslands regering.

Her hævder regimets modstandere, at der er brugt kemiske våben.

Den syriske opposition siger, at den syriske regering brugte kemiske våben ved et angreb på Douma 7. april. Byen havde siden 2012 været under oprørernes kontrol.

Over 40 mennesker blev meldt dræbt ved angrebet.

Det fik ugen efter USA, Frankrig og Storbritannien til at angribe tre mål i Syrien med raketter.

OPCW's inspektører ankom til Syriens hovedstad, Damaskus, sidste weekend. De skulle ind i Douma for at fastslå, om der var var brugt kemiske våben.

Mandag var der uenighed om, hvorvidt inspektørerne blev nægtet adgang af Rusland og Syrien, eller om sidste weekends missil- og luftangreb fra USA, Frankrig og Storbritannien tvang dem til at blive, hvor de var.

Tirsdag kørte FN-personale, der skal stå for inspektørernes sikkerhed, til Douma. Her blev de beskudt, hvilket udskød inspektørernes ankomst.

Inden da havde der hersket usikkerhed om, hvorvidt OPCW's inspektører var taget med FN-personalet. Det blev senere oplyst, at det var de ikke.

Siden blev inspektørernes besøg udskudt på ubestemt tid. Der er lørdag eftermiddag enkelte beretninger om, at OPCW's folk er nået frem. Dette er ikke bekræftet af OPCW selv.

Maria Sakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, forstår ikke, hvorfor det har taget så lang tid.

I stedet skælder hun i en udtalelse inspektørerne fra OPCW ud for først at tage afsted lørdag.

- Vi anser denne forsinkelse i en så bemærkelsesværdig sag som denne for - uanset årsagen - at være uacceptabel, skriver hun ifølge Tass.

- Særligt siden OPCW's stabs sikkerhed blev garanteret af ikke kun den syriske regering, men også af det russiske militærs styrker i Syrien.

/ritzau/Reuters