Sergej Surovikin med øgenavnet ‘General Armageddon,’ er ekspert i brutal og skånselsløs krigsførelse, særligt fra luften. Det beviste han, da han var ansvarlig for fuldstændigt at smadre Aleppo i Syrien uden hensyn til lokalbefolkningen.

I Ukraine har den nye militærchef på få dage bevist, at en lignende strategi meget vel kan være på tegnebrættet her. Op mod 100 missiler regnede mandag ned over Kyiv og andre ukrainske byer.

Tirsdag forsatte bombardementet både i Lviv og Dnipro, og i Zaporizjzja meldes der om mindst 15 missilnedslag tirsdag morgen. Beboerne i Ukraines byer har som ved krigens begyndelse måttet affinde sig med endnu en nat og en morgen i beskyttelsesrum.

Missilerne har ramt civile beboelsesområder såvel som lokal energiforsyning og forårsaget strømsvigt. Lærebogsangreb, hvis man vil skabe frygt og usikkerhed. Russerne har dog et stort problem – de er ved at løbe tør for våben.

Sergej Surovikin sammen med præsident Putin og resten af Ruslands militære topledelse.
Sergej Surovikin sammen med præsident Putin og resten af Ruslands militære topledelse. Foto: MICHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K
Vis mere

»Rusland bruger nu mest gamle raketter fra 1960erne og 1970erne. Disse våben er på ingen måde længere sofistikerede og må kategoriseres som ‘dumme’ bomber. Rusland er helt sikkert ved at løbe tør for moderne våben,« siger Ukraines ambassadør i London, Vadym Prystajko til Sky News.

Formodningen om, at Rusland er ved at løbe ind i et konkret problem med våbenmangel, begyndte allerede at cirkulere i foråret. I august vurderede flere internationale militæranalytikere, at Rusland på daværende tidspunkt havde brugt mellem 60-70 procent af deres våbenlagre i Ukraine.

»Mere end et halvt års krig har for Rusland medført uerstattelige tab af våben og militært udstyr. Missiler er allerede en mangelvare, og man vil løbe tør for ammunition og udstyr før årets udgang,« siger analytiker af den russiske militærsektor, Pavel Luzin til den uafhængige russiske avis, The insider.

B.T.s internationale korrrespondent, Jakob Illeborg, skriver om udsigten til, at Rusland kan løbe tør for våben.
B.T.s internationale korrrespondent, Jakob Illeborg, skriver om udsigten til, at Rusland kan løbe tør for våben.
Vis mere

Dette stiller spørgsmålstegn ved, om ‘General Armageddon’ er den rigtige mand til jobbet som leder af de russiske angrebsstyrker. For en langvarig skrækkampagne mod den ukrainske civilbefolkning kræver masser af missiler.

»Vi vurderer, at Rusland er ved at løbe tør for våben, og Rusland er også ved at løbe tør for venner, der vil levere nye våben til dem, og vores efterretninger fra Rusland bekræfter, at der er stor bekymring i den militære ledelse desangående,« siger sir Jeremy Fleming, Storbritanniens spionchef, til BBC.

Amerikanske efterretninger tyder på, at Rusland har spurgt forarmede Nordkorea om våben. Nok ikke ligefrem første valg på listen over indkøb af moderne udstyr.

Russiske soldater affyrer missiler. Men de er snart en mangelvare.
Russiske soldater affyrer missiler. Men de er snart en mangelvare. Foto: RUSSIAN DEFENCE MINISTRY PRESS S
Vis mere

»Vi ser en betydelig grad af desperation i det russiske militær, og denne mangel på våben vil kunne få afgørende betydning for Ruslands videre strategi,« siger Jeremy Fleming til BBC.

Om dette tvinger Rusland til forhandlingsbordet eller til at overveje brug af endnu mere drastiske våben, er et godt og ubesvaret spørgsmål. Storbritanniens spionchef siger dog, at der ikke er indikatorer, der peger på, at Rusland forbereder brugen af atomvåben i Ukraine.

»Rusland er indtil nu blevet inden for doktrinen om brug af atomvåben. Jeg håber, at vi ville have fået nys om, hvis sådanne planer virkelig blev overvejet,« siger sir Jeremy Fleming tirsdag.