Den mystiske russiske manøvre startede for ni måneder siden.

Siden har det, russerne brygger på, vokset sig større og større. Og større.

Nej, der er ikke tale om koncentration af kampdivisioner til et nyt, storslået angreb i Ukraine, men derimod et... tog.

»Tsar-toget« kaldes det enorme tog, som nu strækker sig over 30 kilometer og holder på skinnerne i den russisk-besatte del af Donetsk-regionen. Satellitbilleder og ukrainske Telegram-kanaler viser, at toget strækker sig hele vejen fra Olenivka syd for Donetsk ned til Volnovakha, som ligger nord for Mariupol.

Ifølge den amerikanske tænketank Institute for The Study of War består Tsar-toget af vogne fra hele 2.100 forskellige typer tog.

Men hvad i alverden skal russerne bruge det mystiske tog til?

Det står lidt hen i det uvisse, men det kommer næppe til at køre nogen vegne.

Derimod skulle Tsar-toget kunne bruges som en slags alternativ forsvarslinje i tilfælde af ukrainske angreb.

»På grund af sin enorme størrelse og robusthed, fungerer Tsar-toget reelt som en selvstændig forsvarslinje. At ødelægge, flytte eller sprænge en så kolossal metalmasse er ekstremt vanskeligt, hvilket gør det så godt som umuligt at krydse med militærudstyr uden først at få etableret et hul (i togbarrieren, red.),« skriver den ukrainske militærblogger Deep State på Telegram.

Den svensk-finske oberstløjtnant Joakim Paasikivi, som underviser på det svenske forsvarsakademi, er noget mere tvivlende overfor Tsar-togets reelle betydning i tilfælde af kamphandlinger i området.

Tværtimod kan togbarrieren ende med at skabe problemer for russernes egen krigsindsats, mener han.

»Det er forunderligt, og der er ingen fornuftig forklaring på det. (...) Jernbanen er den største forudsætning for, at russisk logistik kan fungere,« siger Joakim Paasikivi til Svenska Dagbladet.

Joakim Paasikivi tilføjer, at droner og artillerigranater jo flyver over Tsar-toget så let som ingenting, og at barrieren af togvogne kun beskytter mod direkte ild.

De mange tusinder af togvogne skulle russerne have taget fra besatte områder i Ukraine og lidt efter lidt samlet til den 30 kilometer lange barriere, som befinder sig omkring seks kilometer fra den nuværende frontlinje.