Nyheden om at Liz Truss torsdag trak sig som britisk premierminister har affødt reaktioner verden over.

Både den amerikanske præsident, Joe Biden, og den franske præsident, Emmanuel Macron, har takket Truss for samarbejdet og udtrykt medfølelse for, at hun måtte gå af.

»På det personlige plan er jeg altid ked af at se en kollega gå,« lød det fra Macron.

Også Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, sendte tanker til Storbritannien, hvori han hurtigst muligt opfordrede til »stabilitet, så det kan gavne Danmark og resten af Europa.«

Men i Rusland har tonen en helt anden lyd. Her bliver den »politiske fiasko« nemlig fuldkommen latterliggjort.

Maria Zakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, begræder ikke ligefrem Liz Truss' afgang som premierminister.

»Storbritannien har aldrig haft sådan en skændsel som premierminister,« siger hun på Telegram ifølge Moscow Times og tilføjer, at Truss vil blive husket for sin »katastrofale analfabetisme.«

Også den tidligere russiske præsident og premierminister Dmitrij Medvedev langer ud efter Truss på Twitter.

'Liz Truss. Tillykke med salaten,' skriver han.

Referencen til salaten kommer efter, at briterne har kunnet følge med i, om en salat ville overleve længere end Truss gjorde på posten. Det gjorde salaten som bekendt.

Hvem den nye premierminister bliver, kan allerede blive afgjort mandag klokken 19.00 dansk tid.