Rusland afviser beskyldninger om at stå bag et luftangreb, der mandag kostede mindst 37 civile syrere livet.

Moskva. Rusland nægter at have været involveret i et luftangreb, der mandag ramte provinsen Idlib i Syrien og kostede adskillige civile syrere livet.

Det siger det russiske forsvarsministerium dagen efter angrebet.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyste mandag aften ellers, at russiske fly stod bag angrebet, der kostede mindst 37 civile livet.

Men det afviser Rusland.

Ifølge landets forsvarsministerium har man udelukkende sendt bomber mod islamistiske kæmpere i området i løbet af de seneste dage.

- Inden for de seneste dage har Rusland ved hjælp af droner og andre kanaler ramt 10 terroristmål i Idlib-provinsen.

Det siger Igor Konasjenkov, en talsmand fra det russiske forsvarsministerium. Han tilføjer:

- Det drejer sig om militærbaser, ammunitionslagre, pansrede køretøjer, raketsystemer og områder med oprørere langt fra beboede områder.

Ifølge Igor Konasjenkov kan Rusland ved hjælp af videooptagelser bekræfte, at man kun har sendt bomber mod militante mål.

Luftangrebet mod civile og moderate oprørere har ellers fået den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, til at kritisere russerne.

Han understregede også, at angrebet vil være på dagsordenen, når Ruslands præsident, Vladimir Putin, torsdag mødes med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. De to mødes i Ankara for at tale om Syrien.

/ritzau/Reuters