Hold fingrene fra Krim. Krim er en del af Rusland, og nærmer I jer, er det et angreb mod os.

Sådan – lettere omskrevet – lyder det fra den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev.

Han er nu næstkommanderende i det russiske sikkerhedsråd, og i et interview med den statskontrollerede avis Argumentry i Fakty ('Argumenter og fakta', red.) advarer han Vesten og i særdeleshed NATO mod at blande sig i konflikten om Krim.

Det skriver de norske aviser Dagbladet og VG.

Tidligere præsident Dmitrij Medvedev advarer Vesten mod at nærme sig Krim. (Arkivfoto)
Tidligere præsident Dmitrij Medvedev advarer Vesten mod at nærme sig Krim. (Arkivfoto) Foto: Alexander Astafyev
Vis mere

»For os er Krim en del af Rusland. Og det er det for altid. Ethvert forsøg på at 'foretage indgreb' på Krim er en krigserklæring mod vores land,« siger Medvedev og fortsætter:

»Og gør et NATO-land det, vil det udløse en konflikt med hele alliancen. Tredje verdenskrig. Fuldstændig katastrofe.«

I 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen, som på daværende tidspunkt var en del af Ukraine.

I interviewet sender den tidligere russiske præsident også en hilsen til både Finland og Sverige, som ifølge Medvedev risikerer at få det såkaldte Iskander-raketsystem på dørtrinet, hvis de gør alvor af planerne om at melde sig ind i NATO.

Putin og Medvedev fotograferet sammen i 2020. (Arkivfoto)
Putin og Medvedev fotograferet sammen i 2020. (Arkivfoto) Foto: DMITRY ASTAKHOV
Vis mere

Iskander-systemet kan udrustes med atomvåben.

Som bekendt besluttede begge de nordiske lande at søge om medlemskab af forsvarsalliancen i midten af maj.

Dengang understregede Medvedev, at et eventuelt NATO-medlemskab ville øge risikoen for en direkte og åben konflikt mellem Rusland og NATO, skriver Dagbladet.

Og det ville – hævdede Medvedev – indebære en risiko for en fuldgyldig atomkrig.

Det er ikke første gang, at Rusland truer Vesten med, at krigen kan brede sig.

Siden invasionen i Ukraine har russerne gentagne gange truet med, at konflikten hurtigt kan eskalere og udvikle sig til en ny omfattende verdenskrig.

I slutningen af april var det udenrigsminister Sergej Lavrov, der talte om »reel fare« for tredje verdenskrig.