Den russiske rubel får lige nu euroen og dollaren til at ligne matadorpenge. Men tallene er ikke retvisende, fastslår ekspert.

Rublen er steget og er på sit højeste niveau siden 2015.

Faktisk er rublen 20 procent højere end før invasionen af Ukraine. Det skriver finansmediet Bloomberg.

Rublen hoppede ni procent over euroen og sprang knap fem procent over dollaren, og dermed klarer den russiske valuta sig - ud fra tallene - bedre end de to store valutakurser.

Men hvordan kan det lade sig gøre efter den ene økonomiske sanktion efter den anden?

Det ved Philipp Schröder, der er professor ved Aarhus Universitet med fokus på økonomiske relationer og sanktioner.

Philipp Schröder er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Foto: Aarhus Universitet
Philipp Schröder er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Foto: Aarhus Universitet
Vis mere

»Det korte svar er kapitalkontrol,« siger Philipp Schröder.

Philipp Schröder forklarer, at den russiske centralbank tvinger virksomheder og personer til udelukkende at bruge rubler.

»Vi to kan veksle alle de penge, vi har lyst til. Men det kan man ikke for tiden i Rusland. Kassen er lukket,« siger Philipp Schröder.

Det er restriktioner på kapitalens frie bevæglighed, der har gjort rublen kunstig høj.

»Jeg vil sige, at det her ikke er et styrketegn. Tværtimod,« siger Philipp Schröder.

Udover kapitalkontrol bliver rublen også påvirket af, at der ikke længere bliver importeret nær så meget ind i landet som før.

»Det vil sige, at hele efterspørgslen efter udenlandsk valuta ikke er til stede.«

»Og så har de stadig olie- og energieksport, der skal betales i rubler. Der er simpelthen ubalance i valutakurserne,« forklarer Philipp Schröder.

Kombinationen af kapitalkontrol, manglende import og eksport i rubler skaber en kunstig høj kurs for rublen.

Med andre ord foregår der en stor manipulation, hvor de almindelige markedskræfter er sat ud af spil, forklarer professoren.

»Men Rusland kan ikke gøre det her i al evighed - medmindre landet afskar sig fra al økonomi fra resten af verden for altid.«