Malmøs mest berygtede ghetto, Rosengård, har med sin tiltagende voldshistorik et blakket ry i offentligheden. Blandt indbyggerne selv er det lige omvendt: ”Det er trygt og føles som en stor familie,” lyder det i kor fra beboere i den svenske ghetto, som ifølge ekspert er med til at gøre folk mere utrygge og voldelige.
Rosengård - Malmøs gigantiske og mest berygtede ghetto med 24.000 indbyggere, hvoraf 86 procent har udenlandsk baggrund – bliver i offentlighedens øjne opfattet som en social skamplet, hvis ry er lige så sort, som de omkringgående kvinders niqabber eller de utallige arbejdsløse beboers udsigt til at få sig et job.
Gentagende problemer med vold, afpresninger, bilafbrændinger, overfald og mord i det 332 hektar store område har tegnet et rædselsbillede af Rosengård som et sted, hvor man for alt i verden ikke har lyst til at opholde sig. For ikke at sige bo. Med mindre man allerede bor der.
Over for BT, som over tre dage besøger Rosengård og går rundt mellem de askegrå og trøstesløse beboelige betonklodser, fortæller de lokale, at de ikke kunne forestille sig et bedre sted at bo eller vokse op.
»Offentligheden og medierne har et forvrænget billede af området. Jeg har aldrig oplevet, at det var utrygt at gå rundt i Rosengård. Alle kender alle, og det er lidt ligesom en kæmpestor familie,« siger 21-årige Manal Abdo, som flyttede til Rosengård som toårig og altså nu har boet i det sociale boligbyggeri i 19 år.
Hun kommer med sine raske skridt og sit kulsorte, glattede hår anstigende sammen med sin veninde over broen, der deler Rosengård i to. En fattig del nord for Amiralsgatan, der består af ejerlejligheder, og en endnu mere fattig del syd for Amiralsgatan, der består af lejemål.
Pigerne bor begge på lejemålsiden, men ligner ikke nogen, der kommer fra fattige familier, hvor far og mor står uden job og må forsørges af det offentlige. Begge er ulasteligt klædt i sorte jeans, moderigtig sort dunjakke med ægte pelskrave og hver deres iPhone 7, som de – ligesom hvilken som helst anden teenager - knuger i hånden, som var det en koran under fredagsbøn.
»Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt her, så jeg ved ikke helt, hvor volden eller skyderierne finder sted,« lyder det fra Manal Abdo.
Den 21-årige, unge dame taler dog mod bedrevidende. Ifølge en kortlægning lavet af NOA – svensk politis nationale operative afdeling – er Rosengårds navn som mejslet i sten på listen over særligt udsatte boligområder i Sverige, som indenrigsminister Anders Ygeman mener er så uroplagede, at de kræver mere politi tæt på borgerne, hvis problemerne skal rettes op.
»Vi har haft 10-12 år med voksende kløfter, stigende arbejdsløshed og synkende skoleresultater. Det er derfor ikke så mærkeligt, at vi også har problemer med kriminaliteten,« har ministeren udtalt om områder som Rosengård.
En anden faktor, der spiller en væsentlig rolle i forhold til den tiltagende kriminalitet, skal findes i den måde, Rosengård blev bygget på tilbage i 1960.
»Store, ens boligblokke i et åbent landskab trukket væk fra trafik og butiksliv,« siger Niels Bjørn, urbanist Ph.D. og bystrategisk rådgiver.
Problemet med den opbygning er ifølge eksperten, at den kan være med til at gøre folk mere utrygge og skabe et miljø, hvor det er lettere at begå kriminalitet og dermed fremme en voldelig adfærd. Og det til trods for, at hele grundtanken med de sociale boligbyggerier i 1960’erne blev skabt ud fra en social lighedstanke, hvor alle skulle have lige muligheder:
»Effekten blev så lige nøjagtig den modsatte, da det har vist sig, at disse former for bydesign er nogle af de mest undertrykkende og er med til at fremme ensomhed, utryghed og antisocial adfærd,« lyder det fra Niels Bjørn.
Nede i øjenhøjde igen har BT stødt på Adelina Gashi. En ung børnehavepadog, som i tre år har arbejdet på ’Rödklintens Förskola’ midt i Rosengård. En kombination af vuggestue, børnehave og 0. klasse med børn fra et- til seksårs-alderen. Förskolan tilbyder ifølge Adelina Gashi »et trygt og legevenligt miljø, hvor børnene og deres sprogudvikling er i centrum.«
Især trygheden er vigtig, understreger hun, da flere af børnene kommer fra ekstremt ressourcesvage hjem:
»Nogle af børnene har det rigtig svært. De kommer fra hjem med vold eller stoffer,« fortæller Adelina Gashi, som ikke selv bor i Rosengård og heller ikke skulle bryde sig om det.
Det gør Ayoub Chibli derimod. Han har boet i Rosengård siden 1987 og har aldrig selv oplevet ballade eller set Rosengårds kriminelle udføre deres ugerninger:
»Men det er klart, at hvis man leder efter dem, så finder man dem også. Rosengård er ligesom alle andre sociale boligbyggerier, og holder man sig ude af problemerne, er det ikke farligt. Men kommer man i berøring med den kriminelle kreds, så bliver det farligt. Også i Rosengård.«
