Endnu en måling bringer den republikanske præsidentkandidat foran i kampen om at blive USAs næste præsident. Romney fører nu også i det vægtede gennemsnit.
USA: Endnu en måling sender republikanske Mitt Romney foran den demokratiske præsident Barack Obama i kampen om at blive USAs næste præsident.
Analysebureauet Ipsos’ seneste stikprøve for Reuters viser, at 45 procent af 1.027 adspurgte, som regner med at stemme ved valget 6. november, støtter Romney, mens 44 procent hælder mod Obama.
Samtidig viser et vægtet gennemsnit af flere meningsmålinger på hjemmesiden Real Clear Politics, at Romney fører med 47,6 procent mod Obamas 46,1 procent.
Dermed har Romney spist det store forspring på helt op mod ni procent, som Obama ifølge nogle målinger har haft i ugevis. Og republikaneren bider ikke længere bare præsidenten i haserne, han fører rent faktisk ifølge den nye måling.
- Vi har hele tiden tiden følt, at dette valg ville blive meget tæt, og det afspejler de nye tal. Sådan vil det fortsat være, indtil vi rammer valgdagen, siger Julia Clark fra Ipsos til Reuters.
En tilsvarende måling fra Pew Resarch Center viste forleden, at 49 procent af vælgerne støtter Romney, mens 45 procent står bag Obama, og selv med en fejlmargin på 3,4 procentpoint, ville Romney altså ligge i front.
Romneys højdespring i målingerne skyldes ifølge analytikere hans veloplagthed i den første af tre TV-dueller forleden, hvor 67,2 millioner amerikanere fulgte med på i alt 11 TV-stationer. Obama gik i defensiven, han blev blandt andet sammenlignet med en professor og blev erklæret som debattens taber af mange kommentatorer. Hele 72 procent af seerne udnævnte ifølge en Gallup-måling Romney som duellens vinder, mens blot en femtedel hældte mod Obama.
Julia Clark fra Ipsos forklarer, at respondenterne i bureauets seneste meningsmåling mener, at Romney vil være bedre end Obama til at få styr på den amerikanske økonomi og arbejdsløshed, mens præsidenten opnår størst tiltro, når det kommer til sundhed, de ældre - ikke mindst det statsstøttede sundhedsforsikring, Medicare - og kampen mod terror.
Barack Obama har indrømmet i et interview med ABC World News, at han havde en »dårlig aften« ved den første debat mellem kandidaterne. Men han er fortrøstningsfuld i et interview med radioprogrammet Tom Joyner Morning Show:
- Man kan vist godt sige, at jeg var bare en smule for høflig. Men du ved, det gode er, at det er kun den første (debat, red.). Jeg tror godt, man kan sige, at vi kommer til at se lidt mere aktivitet til den næste, siger Obama.
Natten mellem torsdag og fredag mødes de to vicepræsidentkandidater, Joe Biden og Paul Ryan, i en tilsvarende TV-duel. Netop den debat bliver af flere amerikanske medier udnævnt som en af de vigtigste af sin slags nogensinde i amerikansk politik.
De sidste TV-debatter mellem præsidentkandidaterne bliver vist 16. og 22. oktober, og 6. november går amerikanerne til valg.