Det er ikke nogen overraskelse, at USA-valgets republikanske kandidat Mitt Romney fortsætter valgkampen til det sidste - før han i nat lander og følger optællingen fra sit hovedkvarter i Boston, Massachusetts.

Men rejseplanen - Virginia, Ohio og Pennsylvania - overrasker alligevel mange.

Sidstnævnte stat Pennsylvania er nemlig en typisk Obama-stat. Og nu mener amerikanske medier som CNN og NSNBC, den pludselige ændring i rejseplanen kan skyldes panik før lukketid.



- Hvis Mitt Romney og republikanerne pludselig frygter, at de ikke kan vinde både Florida og Ohio, så forsøger de måske desperat at finde en anden udvej for at få et flertal. Og denne udvej kan teoretisk set hedde Pennsylvania, siger Wolf Blitzer fra tv-stationen CNN.

For at vinde valget skal Romney ifølge de fleste amerikanske iagttagere vinde både Ohio, Virginia og Florida. Men selvom Barack Obamas gennemsnitlige forspring i svingstaterne (syv i alt) er lille (godt én procent), så har forspringet været stabilt i to uger.

Og derfor søger Romney-kampagnen måske nu alternative veje til sejr.